Tilbage i september kunne vi fortælle historien, om den lokale løber Lisbeth Billeskov, der deltog i et ultraløb på Mors, som hun vandt suverænt, og tilmed sat ny dansk rekord på “100 miles” distancen.

I kølvandet på den præstation, blev hun kontaktet af landstræneren for det danske ultraløbs-landshold og tilbudt en plads i truppen. Dengang var Lisbeth i tvivl om, hvorvidt hun var klar til at ofre den tid og træningsmængde, det kræver at være med på det niveau.

Det er hun ikke længere, og nu har hun sagt ja til at repræsentere Danmark ved EM i Rumænien den 26.-27. maj, hvor et udfordrende 24-timers løb venter hende.

Der er bare en udfordring, som Lisbeth ikke kan løbe fra – økonomien.
Det koster cirka 10.000 kr. i omkostninger at deltage i løbet i Rumænien, penge som Lisbeth selv skal stable på benene.

Ultraløberen i sit rette element. Foto: Lisbeth Billeskov.

– Jeg vil rigtig gerne prøve at løbe i landsholdsdragten og kæmpe med om EM-medaljer, men det bliver ikke på bekostning af mine børn, og de muligheder jeg kan give dem.

Min økonomi er desværre ikke til, at jeg kan hive 8-10.000 ud af budgettet til flybilletter og hotelovernatning, så nu gør jeg forsøget på at finde store og små sponsorater, der kan hjælpe mig afsted, fortæller den ihærdige ultraløber.

Derfor har hun oprettet en indsamling på facebook, hvor hun forsøger at skaffe de nødvendige midler til at gennemføre turen til de rumænske veje.

Se hvordan det går med Lisbeths indsamling – Klik her

Indsamlingen er kommet rigtig godt fra start, og Lisbeth håber at både private og virksomheder med store og små donationer, vil hjælpe hende til at nå målet.

– Er der noget jeg kan gøre til gengæld for donationer eller sponsorater, så gør jeg meget gerne det. Det kan være et foredrag i en virksomhed, hjælp med opstart af et løbehold på en arbejdsplads eller ligende, bare spørg, lyder opfordringen fra Lisbeth.

Hun stiller også gerne pladsen på sit træningstøj til rådighed for sponsorer, men til løbet i Rumænien skal hun dog bære den rød-hvide landsholdsdragt, og her er egne sponsorer desværre ikke en mulighed, fortæller hun.

Træningen til EM er i fuld gang for Faaborg-løberen, der lige nu følger et løbs- og træningsprogram, der er lagt i samarbejde med landstræneren.

Det Rigtige Faaborg følger Lisbeth hele vejen til Rumænien, og håber naturligvis at se en EM-medalje om løberens hals sidst i maj.

Foto: Lisbeth Billeskov