- Annonce -

Tekst: Anne Kruse
Foto: Jørn Ungstrup

I et lille lysegult byhus i Priorensgade i Faaborg bor Bodil Sørensen. Her har hun boet i 60 år sammen med sin mand, Arne. For to år siden blev kærligheden fejret med et festligt krondiamantbryllup, men ægtefællernes liv sammen sluttede brat i februar sidste år, da en blodprop i Arnes hjerte betød et endeligt farvel.

Den tibetanske spaniel Merle gør det bedste, den kan, da jeg ringer på hos Bodil Sørensen. Den lille gyldenbrune hund, som er den sjette i rækken af hunde hos Bodil og Arne Sørensen, lægger sig hurtigt tæt på Bodil i sofaen, efter at hun, trods skrøbelige ben, har hentet frisklavet kaffe og lune boller i køkkenet.  Selvom den gæstfri kvinde på 87 år har kunstig hofte og knæ, diabetes og er tidligere rygopereret, klarer hun at gå rundt uden hjælpemidler indendørs. På sofabordet foran os ligger en rund, glat sten ved siden af et foto af hendes afdøde mand, Arne Sørensen. På stenen er ”savner” skrevet på den ene side og ”dig” på den anden. Hun fandt mindestenen ved en privat vejbod, en dag hun kørte en tur på sin trehjulede scooter langs vandet ved Langelinie. Fotoet på bordet, som stenen ligger ved, er omkring 10 år gammelt og er taget i England, da ægteparret var på en forlænget weekend sammen med deres børnebørn. På billedet har Arne Sørensen en rygsæk på og ser både aktiv og mild ud. Eksotiske udenlandsrejser var ellers ikke noget, der fyldte i ægteparrets liv, men lange ophold i deres søns ødegård i Sverige blev betydningsfulde, særligt i de sidste år de havde sammen.

- Annonce -

– Arne var et meget venligt, kærligt og omsorgsfuldt menneske. Hjælpsom mest overfor mig, men faktisk overfor alle. Børnene, familien, naboerne. Vi havde et liv med megen glæde og latter. Den kærlighed, Arne og jeg havde til hinanden, gav mig tryghed. Jeg har altid følt, at han var mit værn imod alverdens ulykker. Selvfølgelig er det ikke alt, han kunne afværge, men han har altid været god og beskyttet mig, fortæller Bodil Sørensen, der nu i knap et år har skullet vænne sig til at være alene. At Arnes faste plads i sofaen nu er tom, at han ikke længere kommer ind ad døren, at sengetiden altid trækkes i langdrag for at ligge alene i soveværelset, forstærker savnet af ham. Alligevel er han her på en måde stadig, synes Bodil.

– Jeg kan høre hans stemme, for jeg ved, hvad han ville sige til det, jeg laver, og det jeg siger til børnene. Jeg taler lidt med ham indimellem. Spørger ham, hvad han synes.

At lytte til hinanden

Bodil og Arne Sørensen traf hinanden til nytårsbal i 1948 på det daværende Rasmussens Hotel på torvet i Faaborg, da Bodil var blot 17 år. De dansede, og Arne fulgte hende hjem, men hans midlertidige bopæl helt ovre på Christiansø var Bodil ikke begejstret for. Skæbnen ville alligevel, at de to mødte hinanden igen, denne gang til et sommerbal ved Sundet.

– Jeg vidste ikke, at Arne var hjemme, og så dansede han med sådan en flot pige. Jeg blev jaloux og helt varm igen. Det viste sig at være hans søster. Hun var en meget smuk og flot pige. Siden den tid har der aldrig været andre for mig. Det nåede jeg jo heldigvis også at sige til ham, den aften han døde.

Den 28. februar sidste år havde, indtil om eftermiddagen, været en god dag uden tegn på, at dette skulle være Arne Sørensen sidste. På trods af et liv med kronisk leukæmi og hjerteproblemer var han en udadvendt person med mange gåture, der altid bød på snak og besøg i sejlklubben, som han var aktivt medlem af i mange år.

– Den dag, han døde, havde han været fuldstændig sig selv hele dagen. Men da han kom hjem klokken fem efter at have gået med hunden, kunne jeg se, at den var helt gal. Han kunne ingenting. Kunne ikke sige noget. Jeg skyndte mig at ringe til Falck, og de kom rimelig hurtigt.

Bodil kørte med i ambulancen sammen med Arne, der kæmpede for sit hjerte, i hast til OUH i Odense, hvor han med det samme kom på operationsbordet. Imens ventede Bodil og fik efter et par timer beskeden om, at lægen havde fået hul på blodproppen og sat en ballon i. Nu var Arne blot træt og skulle hvile. I mellemtiden var begge deres børn ankommet til sygehuset. Mens familien ventede på at få lov til at snakke med Arne, fik de pludselig en hastemelding.

– Lægen sagde, at vi skulle skynde os at komme, for de kunne ikke få hans hjerte til at slå rigtigt. Så havde vi kun 10 minutter til at sige farvel. Jeg nåede heldigvis at sige de gode ting til ham, men vi kunne jo se på skærmen at hjertet slog mindre og mindre.

At erindre de allersidste minutter med Arne får tårerne til at løbe hos Bodil. For hvordan kan man nå at opsummere betydningen af 70 års kærlighed på blot ti minutter, mens slanger og hjertediagrammer fylder, og tiden tydeligvis rinder kraftigt ud? At hørelsen er det sidste, man mister, giver Bodil en tryghed i, at han forstod hendes ord.

Arne blev bisat på Faaborg Kirkegaard, der ligger så tæt på hjemmet, at Bodil kan klare turen derop udelukkende med rollator. Gravstedet tæller også Bodil og Arne Sørensen første barn, deres datter, der i en alder af 27 år døde af kræft. En stor, ny sten på graven har foreviget far og datter og levnet plads til Bodils fire navne, når hun en dag siger farvel.

– På en måde synes man, at man gerne vil med over på den ”anden side”, men da jeg ikke kan det, har jeg bestemt mig for at bruge al den viljestyrke, jeg har, på at få så godt et liv som det kan lade sig gøre. Jeg er meget heldig, for jeg har den bedste familie, man kunne ønske sig. Og gode naboer. Jeg har så meget at være her for.

På Bodil Sørensen venstre hånd sidder to ringe. Den ene er Arnes vielsesring, for hendes egen er blevet for lille. Den anden er også Arnes, som hun fik gjort mindre efter at han døde.

Med den danske skilsmissestatistik i baghovedet, og en kommende fejring af de forelskede på Valentinsdag den 14. februar, vil jeg høre Bodil Sørensens bedste bud på årsagen til et godt ægteskab?

– Det vigtigste er at høre efter, hvad hinanden siger. Man kan sagtens diskutere, men når man er færdig med det, skal man komme tilbage igen. Jeg tror, det værste er, hvis man går og er sur i mange dage. Det har Arne og jeg aldrig gjort. Vi er aldrig gået i seng uden at have sagt pænt godnat.

Selvom to er blevet til en i Priorensgade vil Bodil og Arne Sørensen mangeårige hjem stadig være et hus, hvor kærligheden bor.

   

- Annonce -