Faaborg Gymnasium udsat for frækt tyveri – elevers computere forsvandt midt i time

- Annonce -

Torsdag morgen startede noget dramatisk for en del elever på Faaborg Gymnasium.

De fik nemlig stjålet deres computere ved et særdeles frækt tyveri midt i en idrætstime.
I alt er der forsvundet otte computere, et par briller og en taske.

Lærer Frederik Bovin var i gang med et træningsprogram med høj musik i gymnasiets hal, da tyveriet skete, og først da en elev skulle i omklædningsrummet efter vand, stod det klart, hvad der var sket.

Lærer Frederik Bovin. Foto: Jørn Ungstrup.
- Annonce -

– Tyvene har stjålet syv af computerne fra pigernes omklædningsrum, mens de hos drengene kun har nået at stjæle en enkelt computer, fortæller Frederik Bovin.

Da det stod klart, hvad der var sket, løb Frederik Bovin straks ud af hallen.

– Jeg løb rundt i området omkring hallen for at se om der var nogle, men der var intet at se, så jeg løb videre til kontoret, der så kontaktede politiet, slutter Frederik Bovin.

En af de elever, der nu må gennemføre undervisningen uden computer, er 17-årige Katrine Schwartz fra 2.a.

– Det er selvfølgelig irriterende, at min computer er væk. Dørene plejer også at være låst til omklædningsrummene, men ved en fejl er det ikke sket i dag.

Selve computerne er ikke det værste at miste for eleverne.

– De er jo fyldt med notater og afleveringer, så det er meget frustrerende.
Vi har en prøve i oldtidskundskab i dag, hvor jeg skulle have brugt computeren, så jeg er lidt på den, fortæller Katrine Schwartz.

Katrine Schwartz må nu undvære sine notater og afleveringer.

Hun har brugt timerne siden tyveriet på at ændre koder på sine forskellige programmer, og venter nu på at høre fra politi og forsikring.

Der var i gymnasiets hal at tyveriet skete.
- Annonce -