Tekst: Anne Kruse
Foto: Jørn Ungstrup

Inderst inde er Lars Simonsen, med den særlige titel af eventyrer, bange for ikke at få nok ud af livet. Bange for at det snævrer sig ind, og bliver til rutiner og konstante forstyrrelser, der gør at han ikke længere tør lægge arm med nye udfordringer. Derfor har han, konen Suzi Oud og deres to børn på 11 og 9 år, i alle årene sammen, rejst verden tynd med lange ophold og simpelt udstyr. Blandt andet da de begav sig ud på verdens længste kajaktur fra Danmark til Istanbul, som blev heftigt mediedækket det meste af vejen. Eventyret behøver dog ikke at være flere tusind kilometer borte, men kan ligge i en cykletur mod Skagen eller i en overnatning under åben himmel.

En stor stof-overdækket kajak ligger i stuen hos familien Simonsen, der i de sidste to år har boet i et ældre bondehus i Svanninge, efter at have forladt livet som vandrehjem – og campingpladsbestyrere på Lolland. Lykken var ellers gjort med massivt arbejde og opsparing i sommerhalvåret og fire måneder om vinteren, hvor nye eksotiske rejsemål kunne opleves. Men en lokal politiker ville selv have fingre i stedet, og pludselig stod familien uden job og hjem, og endte med at tage omvæltningen som et tegn på nye udfordringer.

– Jeg siger altid, at mister vi alt så giv os et telt og fire soveposer, så skal vi nok klare den og få nogle gode oplevelser. For mister man alt, så har man også alle muligheder. Ingen begrænsninger. Det er egentlig den fedeste situation at blive stillet i, hvis man tør at tage chancen. Den er vi blevet stillet i flere gange i vores liv. Vi har taget nogle drastiske beslutninger, og selvom det ikke nødvendigvis ender lykkeligt, så får man altid en masse selvtillid og noget med i bagagen, man kan bruge senere, fortæller Lars Simonsen intenst, mens vi sidder bænket rundt om spisebordet i det køligt tempererede hus, der kun er indrettet med møbler og ting familien har fået gratis.

Materielle goder har altid veget pladsen for rejser, der tæller Sydamerika, Grønland, Kina, Australien, Afrika og Europa. Den seneste store tur, som gik til Istanbul i kajak kom i stand, efter at Lars Simonsen i flere år havde joket med, at familien skulle sejle i kajak til Suzis hjemby i Holland. Da campingpladsen og huset alligevel skulle forlades på Lolland, stod muligheden åben, og blev nu udvidet med udfordringen om at sejle til Europas grænse. Lars Simonsen havde sejlet mange korte ture i Danmark i kajak sammen med børnene. Suzi Oud var stort set amatør på feltet, men alligevel lykkedes det at planlægge de 7300 kilometer, der skulle padles for at nå endemålet Istanbul i Tyrkiet.

– Vi skærer ting ud i pap, inden vi skal ud at rejse. For det første, så er vi i Europa, steder hvor folk ror i kajak hver dag. Vi deler turene op en for en i forhold til overnatning og rute, og til sidst linker vi det hele sammen. Der var også mange mennesker der hjalp os undervejs. Særligt i Italien, brugte vi nærmest ikke vores telt, fortæller 41-årige Lars Simonsen.

Inden kajakkerne ramte vandoverfladen med udgangspunkt fra København havde tv-stationen TV2 sagt ja til at lave et indslag med familien. Med den aftale var det langt lettere at få firmaer som Garmin og Hobie til at sponsorere navigationsudstyr og to store havkajakker. Som modydelse skulle familien gøre, hvad de kunne, for at deres historie kom i magasiner og på tv. Aftalen gav pote, for familien Simonsen var på flere landes landsdækkende nyheder, uden at de behøvede at gøre ret meget for at få opmærksomheden.

Det simple liv

”At rejse er at leve”. H.C. Andersens citat har Lars Simonsen, på en måde, vendt på hovedet for han vil ”leve af at rejse”, selvom han supplerer med betalte teambuilder-opgaver, og Suzi Oud lige nu er på udkig efter fast arbejde. Beslutningen tog han for fire år siden efter en samtale med en karrierådgiver hos fagforeningen Krifa, der syntes at idéen om at blive professionel eventyrer, lød som det fedeste. Selv havde Lars Simonsen svært ved, at turde sige højt, hvad han egentlig drømte om. I dag efter kajakturen tror han på sin titel som eventyrer, forfatter og foredragsholder og anerkendelsen kommer blandt andet fra den legendariske forening Eventyrenes Klub, hvor han er inviteret til at holde foredrag i januar.

De mange rejseoplevelser munder nærmest ud i to eftertragtede tilstande hos Lars Simonsen; Det simple liv og ubekymrethed.

– Vi har overnattet med slanger rundt omkring os i et telt i Australien, været på et bjerg i Sydamerika, hvor en storm kunne komme ind og gøre livet surt, sejlet i kajak på Middelhavet langt fra land med fire meters bølger omkring os. Alle de her ting gør, at vi tager det mere med ro, og vi er slet ikke bange for at miste materielle goder. Vi havde det mest fantastiske liv med et telt, to kajakker og fire soveposer. Det simple liv er noget af det bedste. Oplevelserne af at være til stede sammen i nuet i naturen. Den særlige følelse af lykke får man flere gange på en dag. Det er svært at få den samme følelse herhjemme, for der er altid konstant noget der forstyrrer, og det er der ikke på turene, hvor vi er helt afkoblede, fortæller Lars Simonsen, der er i gang med at planlægge en ny, og indtil videre hemmelig, rejse kun for sig selv til sommer, da Suzi Oud og børnene ønsker en sommer i Svanninge med strandture og oplevelser i egen baghave. På spørgsmålet om, hvorvidt trangen til eventyr tørrer ud på et tidspunkt svarer Lars Simonsen.

– Det behøver ikke at være ekstremt, for man kan godt tage på eventyr i sit eget bagland. For to måneder siden, tog jeg min søn og hans kammerat med på en tur ikke langt herfra, og så overnattede vi 15 meter oppe i et træ. Det var et fedt eventyr. Det kan også være at tage sin cykel, hvis man har to dage fri, og se hvor langt man kan cykle mod Skagen. Så overnatter man der, hvor man kommer til, og cykler hjem dagen efter. Man ved jo ikke, hvor langt man kan cykle, og hvad man oplever undervejs. Eller man kan prøve at sove på en bakke under åben himmel uden telt. Eventyr er at begive sig ud på noget, hvor man ikke føler sig helt tryg, for der udvikler man sig ekstremt meget.

Med alle de udfordringer I har overkommet, burde I være nogle af de stærkeste mennesker, er I det?

– Nej, det er vi ikke. Hold da op, hvor kan man hurtigt falde tilbage i troen på noget jeg ikke kan. Vi mødte en særlig eventyrer i sommer på 79 år, som vi rejste med i en måned på et skib i Middelhavet. Når der skulle klatres op ad et bjerg eller hoppes ud fra klipperne, var han altid den første, der gjorde det. Det fortalte mig, at jeg har 40 år endnu til at fyre den af. Der er så meget, der kan opleves. Det er aldrig for sent.