Faaborg ØHs herrer i håndboldens 2. division har X-Factor.

I hvert fald var der ingen problemer med at fylde sæderne i Forum Faaborg fredag aften, selv om Salomonsen, Blachman og Remee samtidig sendte de sidste amatør-sangere videre til bootcamp på DR1.

Hvor kvaliteten var temmelig tvivlsom blandt de håbefulde brummere på skærmen, så skuffede de blå-hvide ingen i Forum Faaborg.

De fik langt mere end de tre obligatoriske JA’er i løbet af de to gange 30 minutter, hvor de satte nedrykkerne fra SUS Nyborg på plads.

Thomas Blachman er blevet lidt sentimental på sine gamle dage, og sad og små-peb foran de rullende kameraer, alt i mens enkelte i Forum Faaborg også må fået en tåre i øjenkrogen, over at se den langtidsskadede Andreas Pihl tilbage i arenaen.

Pihl og hans hårdt prøvede knæ fik 20 minutter på banen, og de bestod begge med bravour. For ligesom at cementere at han er tilbage i folden, kvitterede Pihl med fem flotte kasser.

Og, resultatet…

Faaborg ØH vandt 30-28 og holder fast i fjerdepladsen i rækken.
Topscorer blev Anders Christiansen med otte mål.

Onsdag aften venter en svær opgave ude mod førerholdet fra HC Odense.