Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Jørn Ungstrup
Runesten og originaler i Aastrup
I Aastrup har Sune Andersen rejst en runesten til ære for sin far. Men hvem er det, der gemmer sig bag murerne i det hvide gasbetonhus, og hvem er denne far, der skal æres med sten og runer?
Faren, som nu har fået sin egen runesten, var en særlig aastrupper. Viggo Andersen var amatørkunstner og kreerede alt fra akvareller til skulpturer. Viggo havde sit eget galleri og var et kendt ansigt i landsbyen.
Når Viggo ikke lavede kunst, arbejdede han som murerarbejdsmand. I 1969 benyttede han både de kunstneriske og håndværksmæssige færdigheder og opførte sit eget hus.
– Min far tegnede og byggede huset omkring 1969, og da de gravede ud, dukkede den her store sten op. Det kan blive min gravsten, sagde min far. Det tænkte jeg ikke nærmere over dengang, fortæller Sune Andersen.
Huset skiller sig ud på alle måder. De fleste i landsbyen har bemærket de mange kunstinstallationer foran huset ud mod landevejen. Små og store skulpturer, jernstumper bøjet og vredet og svejset til nye finurlige former og de hvide betonelementer med huller, der har prydet grunden som en slags hegn. Og på det seneste er der begyndt at komme flere store natursten til.
En sømands bekendelser
Sune er sømand. Det vidner de mange tatoveringer på armene om. Han er tilmed sømand med en særlig kærlighed for Thailand. Han besøger landet to måneder om året og var i syv år gift med en thailandsk kvinde. Folk i Aastrup har også bemærket de farverige skjorter, som Sune altid går med.
– De er lavet af thai-silke. De er pissenemme at vaske, og så skal de ikke stryges, forklarer han.
Bag gasbetonmurerne betragter den 59-årige Sune runestenen og de mange af farens kunstinstallationer gennem vinduet. Og indenfor i huset er Viggo også nærværende med utallige værker på væggene.
Når Sune skal svare på, hvad det er, hans far betyder for ham, bliver det med en sømands ordknaphed. – Han var jo min fatter.
Et sidste minde
Da Sune i 2013 overtog huset efter sine forældre, kom han i tanke om farens ønske. Men stenen skulle ikke op på kirkegården. Viggo skulle have en ordentlig sten, rejst og indgraveret, ligesom de andre vikinger, som han udtrykker det.
Sune forklarer sin fascination af vikingerne: – Man er vel lidt viking, og vikingerne var jo dygtige søfolk, der både fandt til Island, Grønland og New Foundland.
Indehaveren af stenhuggerfirmaet havde aldrig i sine 32 år modtaget en sådan bestilling. Der måtte en del mails og telefonsamtaler til, før den endelige udformning var på plads.
– Hvis det skulle være, så skulle det være med runer. Det er enten eller. Når Gorm og Harald kunne, så kan jeg vel også. Men sproget skulle være nutidigt, ikke sådan noget med Sune gjorde disse runer eller denne sten blev rejst af Sune. For jeg har jo ikke rejst denne sten, det havde jeg sgu en kran til, griner Sune.
Ingen kendte til Sune Andersens planer, før stenen blev leveret på adressen på Gyvermosen, og de lokale har været positive overfor det utraditionelle værk. Da de støbte stenen fast, bemærkede Sunes svoger tilfreds. – Der er stadig originaler tilbage i Aastrup.
