Tekst: Anne Kruse
Foto: Jørn Ungstrup
Manden med piberne og de særlige sko
I Faaborgs gule klosterkirke er det organist Bo Lerche, der på 15. år sørger for, at det store rum og præsternes handlinger omkranses af kirkens typiske instrument.
Fra sin lidt skjulte position langt oppe over kirkebænkene danser fingre og fødder hen over klaviaturer og pedaler denne eftermiddag i november, hvor jeg træder ind i et mennesketomt kirkerum fyldt med lyd fra de tårnhøje orgelpiber. Juleaften ligger rundt om hjørnet. Den højtid, der altid byder på de samme traditionelle salmer, og hvor kirken fyldes af det fællesskab, der stadig giver den rutinerede organist følelsen af betydningsfuld tilstedeværelse.
– Jeg kan stadig opleve den der brusende fornemmelse, som jeg fik første gang for lidt over 30 år siden som nyuddannet organist. Fornemmelsen opstår, når der kommer mange folk i kirken, så føler jeg, at der er et fællesskab. Selvom vi synger de samme fire salmer, så er vi alle fælles om at synge ” Det kimer nu til julefest”. Hvis jeg ikke indimellem fik den følelse, så skulle jeg finde noget andet at lave, fortæller 59-årige Bo Lerche, der kom til Faaborg fra Lejre på Sjælland, i forbindelse med at han fik stillingen. Organisten er klædt i klassisk tøj i afdæmpede farver, men fødderne ser italienske ud i de spidse, slidte lædersko med snøre og rimelig høj hæl. Flere steder er de lappet sammen med plastre, og ved nærmere forklaring er det tydeligt, at de over 20 år gamle sko er noget helt særligt.
– Der, hvor organisten bliver mest personlig, er, når det kommer til hans orgelsko. De er svære at skifte ud, for man er yderst fortrolig med sine sko. Fortrolig fordi man både bruger sin hæl og sin tå og derfor skal vide helt præcist, hvor hælen og tåen er. Det tager tid at indøve, og så snart du skifter sko, er fornemmelsen måske helt anderledes.
Kærlighed til Bach
De tjekkede orgelsko tages af, når Bo Lerche tager trappen ned fra pulpituret og viser rundt i den over 500 år gamle klosterkirke og det oprindelige interiør som eksempelvis stolerækken med de særprægede, små ansigter, hvor Helligåndsbrødrene har siddet. Bo Lerches egne veje til kirken gik gennem den klaverlærer, han havde som barn, der, som den stedlige organist, introducerede ham for sit eget instrument. Og så var der kærligheden til Johannes Sebastian Bach, den protestantiske kirkes fornemste komponist, som han faldt for, inden han vidste, at orglet var hans fremtid.
– På den ene side er der en velgørende ro over Bachs musik. På den anden side er der også en utrolig fremdrift i musikken. Bach er summen af barokmusikken. Utrolig udtryksfuld. Når man lytter til Bach i kirken, tror jeg, at tankerne falder til hvile. At problemer forsvinder. Så behøver man ikke at tænke på Donald Trump, på kommunevalget eller på at skulle huske at slå sin græsplæne. Det er i stedet andre ting, som føles væsentlige, og som kommer frem, når man træder ind i det univers, som Bachs musik skaber.
Bo Lerches hyldest til den tyske komponist fra 1700-tallet, burde egentlig tiltrække langt flere kirkegængere i det daglige, for tænk at få lov til at slippe hverdagens små tanker og, for et stykke tid, kun at blive fyldt op med de store. Måske det lykkes for kirkegængerne til gudstjenesterne juleaftensdag, hvor også en trompetist lægger vejen forbi, og Bo Lerche uden tvivl vil lade Bachs musik flyde ind i øregangene hos juletravle faaborgensere.
