Som noget nyt åbnede valgstederne allerede klokken otte i år. I Forum Faaborg stod valgformand Flemming Sørensen (A) klar indenfor dørene til at fremvise de tomme valgurner og byde velkommen til de cirka 30 personer, der stod i kø lidt i otte.
Inde i hallen står ti kommunalpolitikere og ti valgstyrere og sikrer, at borgerne bliver registreret og får udleveret de to stemmesedler. En til kommunalvalget og en til regionsvalget.
– Stemningen er god hernede, og vi står klar hele dagen. Vi regner med, at vi er færdige med at tælle stemmerne op omkring midnat, fortæller valgformand Flemming Sørensen.
Fra morgenstunden er det primært pensionister og erhvervsdrivende, der har været forbi og afgive deres stemmer. Og i den første time er der afgivet 250 stemmer i Forum Faaborg. I alt har 7.600 faaborgensere mulighed for at stemme i Forum Faaborg, og håbet er, at mindst 5.000 kommer forbi og sætter deres kryds.
En del borgere måtte dog lede lidt efter den rigtige indgang. Pladsen foran hovedindgangen er afspærret på grund af det omfattende byggeri, og man skal benytte en sideindgang, der ligger ud mod Sundvejen.
– Der er desværre ikke blevet sat skilte op, så vi kan frygte, at det bliver svært for folk at finde den rigtige indgang, når mørket falder på, siger Flemming Sørensen.