Fynske Fristelser lokkede mange i Frølageret

Lørdag afholdt Fynske Fristelser den første af to markedsdage i Frølageret på Faaborgs havn.

Efter flere år i Holkegade, valgte folkene bag Fynske Fristelser i år at satse på sikkerhed for tørvejr, og rykkede markedet i nye rammer i slagteriets tidligere lagerbygning, og efter en bygeplaget lørdag er de godt tilfreds med det valg.

– Både udstillere og gæster har været meget glade for de nye rammer, fortæller chefen for Fynske Fristelser Mads Holdgaard. Vi har haft mindst 1000 gæster igennem i dag, og udstillerne beretter om et rigtig godt salg. Flere udstillere har uddelt de smagsprøver, som egentlig var beregnet til hele weekenden, så alle er glade, fortæller arrangøren.

Markedet bød også på både gin-, rom- øl- og vinsmagning og gæsterne syntes tilsyneladende om det de smagte, der blev i hvertfald slæbt hjem i både pose og net.

Markedet fortsætter i morgen søndag fra kl. 10 til 16.