Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen / Privat
Vagn Uller er en ægte sømand. I sine mange år som kaptajn på verdenshavene har han sejlet krudt og kugler til verdens brændpunkter, sejlet en hel gasfabrik 2.000 kilometer op ad Amazonfloden og på mirakuløs vis overlevet en eksplosion på sit skib. Nu har han nedfældet sine mange erindringer i en bog, som netop er udkommet.
Da Vagn Uller i 2020 fyldte 80 år, rejste han to måneder til Spanien for at holde ferie. Men vejret var dårligt, og det tvang ham til at blive indendørs, hvor han begyndte at kede sig.
– Så jeg fandt computeren frem, og fra første dag, der kørte det bare, siger Vagn Uller.
Gennem tiden har både venner og familie ofte lyttet til Vagns mange fortællinger fra eksotiske dele af verden, og de har altid undrende spurgt, hvorfor han dog ikke skrev en bog om alt dét, han har oplevet. Men det lå ikke i kortene, for i skoletiden lærte Vagn hurtigt, at det der med at læse og skrive ikke lige var ham.
– Jeg har vist ikke engang skrevet en stil i skolen, men jeg ville ikke bruge en ghostwriter, så jeg har selv skrevet det hele. Så har min datter og andre familiemedlemmer hjulpet med at redigere, sætte punktummer og kommaer, smiler Vagn Uller.
Han havde meget få dagbogsnotater at læne sig op ad, men jo mere han skrev, jo flere ting dukkede frem fra hukommelsen, og nu har han netop udgivet bogen ‘Tæt på kanten – En søulks erindringer’, der indeholder alle dele af dét, som Vagn selv kalder et hammerspændende liv. Et liv uden fortrydelser.
EN SØMAND BLIVER TIL
Vagn bliver født i Esbjerg i 1939, og nogle af de første erindringer er fra skolegangen, der var decideret grufuld.
– Det var en frygteligt skoletid. Jeg havde et godt hoved, men jeg var nok en vanskelig elev, der stillede mange mærkelige spørgsmål, siger Vagn Uller.
Vagns far var maskinarbejder og ville gerne have sin søn til at uddanne sig til ingeniør, men det kunne der slet ikke blive tale om, fastholdt Vagn, så da han som 15-årig havde klaret mellemskole-eksamen, kom han ind på søfartsskolen i Frederikshavn, scorede maksimum-karakterer og tog ud at sejle med en kabeldamper og senere for rederiet ØK. Her ventede én af de mere underfundige oplevelser for den unge sømand.
– Jeg var 17 år og letmatros. Vi var sejlet til Australien, og en aften gik vi på værthus. Jeg havde fået så meget at drikke, at jeg trængte til frisk luft. Men jeg faldt i søvn udenfor, og da jeg vågnede, var skibet væk. Jeg havde ingen penge, så jeg gik tilbage til værtshuset, og de hjalp med at ringe til immigrationsmyndighederne, og så jeg ikke længere var illegalt i landet. Jeg fik et job på pubben, hvor jeg solgte øl og gjorde rent, og nogle gange klimprede jeg lidt på klaveret for gæsterne. De tilbød faktisk at adoptere mig, men jeg skulle ikke være pubejer, men sømand, så da der senere kom bud fra rederiet, købte jeg en billet tilbage til skibet, hvor jeg fik jordens største skideballe af kaptajnen. Rederiet havde endda nået at sende et telegram til mine forældre om at: ‘jeres søn savnes’, og det anede jeg ikke. Så da jeg senere sendte dem et postkort, hvor der stod: ‘jeg har det dejligt’, blev de lidt overraskede, siger Vagn Uller.
Turen til Australien var første gang, Vagn sejlede hele jorden rundt, og han kan stadig fremkalde sig scener turen, bl.a. fra Tasmanien, hvor alle de lokale red rundt på hesteryg, og det nærmest føltes, som om han var med i en cowboy-film.
LANDKRABBE FOR EN STUND
Efter tre års sejltid var den videre plan, at Vagn skulle starte på navigationsskole på Fanø, men det satte et bondebal i Jerne forsamlingshus en brat stopper for.
For her mødte Vagn en smuk pige, og snart var hun gravid. Derfor søgte Vagn fast arbejde for at kunne forsøge familien, og efter en periode som ølmand og automontør uddannede han sig til radiomekaniker og etablerede sig som selvstændig i Esbjerg med firmaet ‘Ullers Radio og TV’.
I slutningen af 1960’er havde Vagn en solid forretning med mange ansatte og fire børn i hjemmet. Desværre forliste ægteskabet på dramatisk vis, og tidens tendens tillod kun Vagn sparsom samvær med sine børn. Et samvær, der tilmed blev saboteret i en sådan grad, at han i en årrække slet ikke så sine børn.
UD PÅ VERDENSHAVENE
Forretningen blev også lukket på grund af skilsmissen, og Vagn sadlede endnu en gang om og startede nu på navigationsskole i Esbjerg. Snart stod han med eksamensbevis som sætteskipper 1 og 2 og fik hyre som styrmand.
Han havde flair for jobbet, bl.a. på grund af sin baggrund som uddannet radiomekaniker og selvstændig erhvervsdrivende, og avancerede hurtigt i graderne og blev snart førstestyrmand og senere overstyrmand. I 1970’erne blev han forfremmet til kaptajn og brugte herfra de næste 25 år på at sejle ud i hele verden.
– Jeg havde en stor interesse i jobbet og ville gerne gøre det ordentlig. Det kom mig meget til gode, at jeg havde know how. Jeg kunne noget med elektronik og strøm og Ohms lov, og jeg kunne klare mange ting med maskineriet, siger Vagn Uller.
KÆRLIGHED IGEN
Som sømand kan man glemme alt om at have en kvinde i hver havn, understreger han, for dét er der slet ikke tid til. Det blev heller ikke nødvendigt, for en aften på danserestauranten Bonbonnieren i Esbjerg møder Vagn atter en dejlig dame, som han slet ikke kunne stå for.
I mellemtiden havde omstændigheder gjort, at de fire børn nu boede hos ham, og snart var Vagn atter omgivet af familie.
– Vi var sammen i 40 år. Hun havde to børn, og vi endte med at købe en bondegård på Horneland, hvor vi boede sammen med alle vores seks børn. Hun hed Conny og var også en del med ude at sejle, hvor hun arbejdede som kok, siger Vagn Uller.
Det var ikke helt ufarligt for en familiefar at sejle på langfart, og Vagn har gennem årene også mistet flere kolleger til forliste skibe. Heldigvis har Vagn en stærk psyke, for de dårlige oplevelser bider ikke på ham, som han har set det gøre ved flere kolleger. Den stærke psyke fik han i dén grad brug for en dag, hvor en nær kollega omkom.
– Jeg vil sige, at Conny engang reddet mit liv. Jeg var ude at sejle med et skib, der hed Milli, og vi skulle losse nogle varer oppe ved Skotland. Conny havde fået en dårlig fornemmelse og kontaktede rederiet og fik mig kaldt hjem. Hun blev rolig, da hun så mig, men næste morgen klokken 7 fik jeg besked fra rederiet, at der var sket et uheld på skibet, en gaseksplosion, og skibet var i brand. Jeg tog retur til skibet og så, at hele havnen var spærret af. Redningsmandskabet havde ingen tegninger over skibet, så jeg måtte ind og lukke for gassen. Derinde så jeg en arm og en fod af kaptajnen, som var omkommet i ulykken, siger Vagn Uller.
ET STORT ANSVAR
Selvom skibene var store og turene lange, så var der en yderst begrænset besætning ombord. Det betød, at en arbejdsuge for Vagn som kaptajn minimum bestod af 84 timer – flere, hvis der var sygdom blandt besætningen, tåge eller stormvejr – for så måtte kaptajnen tage ekstra tjanser.
– Vi var én kaptajn, én styrmand, én kok, måske en maskinmester, men det var ikke altid, og så to-tre ubefarne matroser, som egentlig bare var unge knægte, der kom lige fra sømandsskole, siger Vagn Uller.
Det er kun kaptajnen og styrmanden, der må navigere skibene, og der skulle konstant stå en navigatør på broen – alle døgnets 24 timer, i et rul af uafbrudte sekstimersvagter.
– Så jeg sov aldrig mere end 6 timer ad gangen, og det var endda sjældent, for jeg havde som kaptajn også ansvaret for alt det øvrige, som fx regnskab, betaling af havnepenge, vasketøj, vedligeholdelse af maskinerne, og dengang var en kaptajn også den medicinsk ansvarlige på skibet, siger Vagn Uller.
Som kaptajn deltog han derfor i et lægekursus, hvor han lærte at sy småskader, lægge et drop og fjerne en blindtarm, og selvom Vagn ikke så ofte har måttet benytte sin kasse med medicin og lægeudstyr, så kom hans lægefaglige viden ham en dag til stor gavn.
– Én fra besætningen fik blindtarmsbetændelse, og blindtarmen nåede at sprænge. Vi fik ham behandlet og fik ham ind til land, og han endte endda med at komme ud og sejle igen. Desværre druknede han med sit skib i Biscayen nogle år senere, siger Vagn Uller.
Da det nogle år senere blev muligt at få radiokontakt til en læge i land, skulle kaptajnen og lægen i samarbejde udfylde formularer med diagnose og plan for behandlingen, og herefter var det nu lægens ansvar, ikke kaptajnens, og det føltes meget betryggende for Vagn som kaptajn.
FARLIGE MISSIONER
Det er ikke kun risikoen for at forlise og drukne, der gør det farligt at være sømand. For som kaptajn har Vagn sejlet ud til mange af verdens brændpunkter.
– På et tidspunkt var vi i Vestafrika, hvor der var krig. De skød løs med maskingeværer inde på land, og der gik ild i nogle oliebeholdere. På samme tid var vi ved at losse flydende gas i land bare få meter derfra, siger Vagn Uller.
Han husker også tydeligt dengang, de under Golfkrigen sejlede til Iran og lossede dynamit. Her fløj flyvemaskiner over hovederne dem, mens de frygtede, om de ville blive bombarderet af dem.
Selvom turene kunne være farlige, var det også nogle store oplevelser, og Vagn mindes en tur, de sejlede til Manaus, der er hovedstad i Amazonas.
– Vi sejlede 2.000 kilometer op ad Amazonfloden. Det var en helt anden verden derinde i junglen, og vi så indianere, der kom sejlende på jagt i deres kanoer. Med på skibet havde vi alt, hvad der skulle bruges til at bygge en færdig ilt- og gasfabrik, som vi havde losset ombord i Belgien, siger Vagn Uller.
SEJLENDE CIVILIST
De hårde arbejdstider, de farlige missioner og det store ansvar som kaptajn var alt sammen medvirkede til, at Vagn som 60-årig valgte ikke at få fornyet sin sundhedsbog. I stedet lod han sig pensionere, men han var langt fra færdig med at sejle.
Sammen med Conny havde han købt en sejlbåd, ‘Cheri’, og de tog afsted på flere lange ture, bl.a. en toårig tur ud over Middelhavet, og en endnu længere tur på fire år, der bl.a. gik til Skotland, Portugal, Middelhavet, Azorerne, Madeira, De Kanariske Øer og ikke mindre end 34 græske småøer.
I dag holder Vagn sig til det sydfynske øhav, hvor han har sit tomastede skib, ‘Cheri 2’, liggende i Faaborg havn.
Hvis du vil læse mere om Vagns forunderlige liv, så kan bogen ‘Tæt på kanten – En søulks beretninger’ købes for 260 kroner i Bog og Idé – Legekæden Faaborg.
