Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Teddy Bruslund
For andet år i træk kan Faaborg-filmskaberen Teddy Bruslund og produktionsselskabet Saxofilm tage en sølvdelfin med hjem fra Cannes.
Torsdag aften blev dokumentarfilmen “Jagten på Dilmun – de danske arkæologer og det forsvundne rige” nemlig hædret med en Silver Dolphin ved Cannes Corporate Media & TV Awards på den franske Côte d’Azur.
Dermed fortsætter den internationale anerkendelse af Teddy Bruslund og Saxofilm, der også sidste år kunne rejse hjem fra Cannes med en sølvdelfin. Dengang var det dokumentaren “Den Ukrainske Skat – i krig for historien”, der blev hædret.
Teddy Bruslund, der bor i Faaborg, er journalist, instruktør og manuskriptforfatter og en af folkene bag Saxofilm.
“Jagten på Dilmun” fortæller historien om mere end 70 års dansk arkæologisk forskning i Den Arabiske Golf. Historien tager sin begyndelse i 1953, da professor P.V. Glob og en gruppe danske arkæologer rejste til Bahrain på jagt efter oldtidens Dilmun – et sagnomspundet rige, som var kendt fra flere tusind år gamle tekster.
Idéen til dokumentaren kommer fra Teddy Bruslund, der også har instrueret filmen. Sammen med arkæolog Steffen Terp Laursen og fotograf Anders Agerbo har han blandt andet rejst og filmet i Kuwait, Bahrain, Abu Dhabi og Oman. Steffen Terp Laursen står for filmens faglige research og medvirker samtidig foran kameraet.
Dokumentaren er produceret af Saxofilm med støtte fra Carlsbergfondet og kan ses på DRTV.










