Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen

Efter mange år med skræddersyede jakkesæt, lange arbejdsdage og et enormt ansvar i toppen af den finansielle verden sadlede Jesper Fruerlund om. Han forlod direktørstolen og tog sig et deltidsjob som kirketjener i Helligåndskirken i Faaborg. Her nyder han arbejdsfriheden og muligheden for at troppe op på arbejde iført shorts, og så har arbejdet medført, at han allerede har planlagt sin egen begravelse.

ODENSE 2015: Familie og venner er samlet om dagens begivenhed – at fejre Jesper Fruerlunds 50-års fødselsdag. Midt i festligheden rejser hovedpersonen sig op, slår på glasset og annoncerer, at han har taget sit liv op til revision. Han kan berolige selskabet med, at det hverken handler om anmodning om skilsmisse, anlæggelse af overskæg eller anskaffelse af en motorcykel.

Sammen med sin hustru havde Jesper nemlig lagt en plan, om at de ville gå tidligt på pension, gerne som 60-årige, da de havde set for mange af deres bekendte gå tidligt ned med stress eller stoppe som følge af sygdom eller tilmed død.

Tre år senere sagde han op som direktør for Spar Nord i Odense og lagde en lang karriere i den finansielle sektor bag sig.

– Jeg brugte så fem måneder på at tænke mig godt om. Jeg ville gerne prøve noget helt nyt og blev ansat som direktør i en privat virksomhed. Efter et par år kom jeg dog kort tilbage til den finansielle sekter igen. Jeg savnede pludselig min faglighed, men ønskede nu ikke længere at være leder. Som 58-årig blev jeg pludselig opsagt, og i forhold til den lagte plan var det ikke den store katastrofe.

Siden corona i 2020 har Jesper været flittig kirkegænger i Odense, og under frokostsamtaler med en kollega havde han her puslet lidt med tanken om at arbejde som kirketjener. Dog var det helt sikkert, at han aldrig skulle tilbage til en fuldtidsstilling.

– Jeg var egentlig blevet fuldtidslivsnyder, men så et opslag på Facebook om en stilling på 17 timer om ugen som kirketjener i Faaborg. Jeg kendte præsterne og kirketjeneren, men jeg har aldrig i mit liv været så nervøs til en jobsamtale, selvom jeg havde et alenlangt CV. Nu søgte jeg ikke job af nødvendighed eller på baggrund af mit CV, men af lyst. I dag kan jeg sige, at jeg aldrig tidligere har haft så meningsfyldt et job.

Farvel og tak til bankdirektøren
Forandringer tager tid, siger et gammelt ordsprog, og denne sommer kunne Jesper tage en endelig afsked med identiteten som direktør. Her vandrede han 300 kilometer af caminoen sammen med sin hustru, og som en del af udrenselsesprocessen medbragte han en sten hjemmefra. Et symbol på en byrde, han fysisk kunne lægge fra sig ved rutens højeste punkt, Jernkorset.

– Når man lægger stenen fra sig, frigør man sig af en tanke eller en byrde, som står skrevet på bagsiden af stenen. Jeg ønskede at lægge banktiden bag mig, men ikke fordi jeg er bitter. Mere en tak til den tid for at bringe mig til den privilegerede situation, jeg er i i dag.

Under vandringen på caminoen førte Jesper dagbog, og om stenens symbolik skriver han bl.a.:

“Tak til direktøren.
Nu slipper jeg ham.
Nu vil jeg være menneske før titel.
Tjener før chef.
Nærvær før karriere.
Livsnyder før leder.

Jeg skal ikke længere blive til noget. Jeg skal være nogen.”

Ny identitet
Interviewet foregår i lokalet i Det Nye Hospital, som danner rammen om Jespers nye funktion som kirketjener, og tanken om den titel, han lagde fra sig der i Spanien, tvinger en tåre til øjenkrogen.

– Det var emotionelt, for hver en fiber i kroppen var træt. Det var en hverdag, hvor der var et pres. Forventninger. Men også en privilegeret hverdag og en stor identitet. Nu var der behov for at skabe en ny identitet som kirketjener, og jeg knuselsker det.

Beslutningen var en reaktion på noget midtlivshalløj, som Jesper selv beskriver det. Ikke som et pres, men som en tanke, den 50-årige bankdirektør gjorde sig: ‘Er det dét her, jeg skal hele livet? Det er jo min identitet, og kan jeg overhovedet andet.’ Men der hersker ikke et øjebliks tvivl hos kirketjeneren, om at han er havnet på rette hylde.

– I Odense blev jeg hilst på, for hvad jeg var i kraft af mit job og min titel. I Faaborg bliver jeg hilst på, for hvem jeg er som menneske. Hernede har jeg mødt mange fantastiske personer. Især mine kolleger og de mange virkeligt søde mennesker, som gæster kirken og Klokketårnet, eller jeg møder i mit træningscenter.

Mellem-menneskeligt nærvær
Det skræddersyede jakkesæt er udskiftet med hørshorts og en poloshirt, og Jesper mærker tydeligt, hvordan det store ansvar har forladt hans skuldre. Arbejdet som kirketjener giver ham arbejdsfrihed, der ikke er at forveksle med arbejdsglæde, for den har han altid haft, understreger han. Men nu går han på arbejde med 110 % interesse og får mulighed for at gøre det, han altid har været dygtig til, nemlig at tale med mennesker – i alle faser af livets op- og nedture.

– I banken kunne der være en autoritet, der skulle brydes ned. Det er der ikke i kirken, og jeg bruger meget tid på de pårørende, fx til bisættelser. Her prøver jeg at gribe dem på den bedst mulige måde. For jeg tør godt bryde ud af tavsheden, som kan omgive mennesker i sorg. Jeg er vant til at møde mennesker i krise og at turde tale med dem.

Jesper har udvidet sin arbejdsfunktion som kirketjener, så den ikke blot indebærer klargøring af kirkerummet og opstilling til kirkekaffe om søndagen. Han går helhjertet ind i det relationelle med kirkegængerne og arbejder aktivt for at åbne kirken og det særlige fællesskab op for endnu flere.

– Når vi kan hjælpe folk til at få en god oplevelse, kan jeg føle mig helt ophøjet. Vi bryder langt ud over kirketjenerrollen, og vi gør os umage for at byde alle velkommen, gerne med navn, hver eneste søndag. Til kirkekaffe går jeg og min kollega, Carl, altid rundt og snakker lidt. Vi viser alle hinanden oprigtig interesse, og der er opstået et hyggeligt og socialt samlingspunkt, som alle naturligt føler sig velkomne i.

En businessmand på udebane
En sand forretningsmand spotter altid mulighederne for vækst, og Jesper har med sine mange års ledelseserfaring spottet flere muligheder for at ‘optimere forretningen’, altså få flere ind på kirkebænkene. Ind i det fællesskab, han selv holder så meget af. Et pusterum fra larm og krav.

– Min gode kollega Carl og jeg har fået et mandat til at skabe udvikling og systematisering, således ingen opgaver lander mellem to stole, og der er ligefrem blevet lavet en event-log, så alle kan se ‘hvem, hvad og hvornår’.

Når de obligatoriske handlinger i forbindelse med bisættelser, vielser, højmesse mm. er klaret, har han relativt frie tøjler til at udvikle.

– Sammen med Carl har jeg brugt næsten et år på at skabe og facilitere en visionsplan for Helligaandskirken, for det har kirken aldrig tidligere haft. Efter mange møder med alle faggrupper og kolleger i kirken og menighedsrådet står vi nu endeligt med to mulige formuleringer, som der snart skal stemmes om.

Til sidst i processen står de nu pludselig med et nyt slogan for kirken, men hvorvidt det bliver en realitet, kan Jesper ikke sige for nuværende.

Nyt syn på troen
Selvom Jespers egen søn muntert udbrød: ‘hva’ fa’en, er du blevet hellig?’, så har venner og bekendte været meget nysgerrige på det nye job. Jesper har altid noget at fortælle, men jobbet åbner også for en mulighed for at dreje samtalen hen på emner, de sjældent tidligere har vendt.

– Det er jo et sjældent job, så folk vil gerne høre om det. Jeg oplever, at vi i vennekredsen får talt om tro, eksistens, arv eller testamente. Det kan være grænseoverskridende for nogle, men faktisk hænger døden og økonomi jo sammen. Meget økonomi bliver en realitet, når man dør, og til bisættelser kan vi se familier, der enten samles eller splittet, fx over arv.

Selv er han blevet styrket i sin tro i takt med sin gang i Helligaandskirken, hvor hans hustru nu også arbejder som frivillig.

– Jeg har både uændret syn på tro og min egen begravelse. Den er planlagt til mindste detalje, musikken, hvilke samler, der skal synges, og hvilke ord, der skal i talen. Den bliver så fantastisk, at jeg ærgrer mig over, at jeg ikke selv skal opleve den.