Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen
Line Bolvig har lige fået nøglerne til de nye lokaler på Havnegade 19, som skal danne rammen om et nyt galleri, Trio Art Gallery, som hun skal drive sammen med to andre kunstnere. Line er kunstmaler og skaber sine værker med sjæl og hjerte. Værkerne udtrykker de følelser og stemninger, det kan være svært at sætte ord på. Hendes håb er, at malerierne skaber refleksion, hvorfra der skabes en ny fortælling ud fra beskuerens perspektiv. På den måde får værket et nyt liv i et nyt hjem, og det er hele meningen for kunstneren.
– Jeg kan ikke lade være med at male. Det sker bare. Det er en forløsning at skabe. Og når et maleri så kommer ud i et nyt hjem, så er det for mig fuldendt.
Da huset blev stille, begyndte lærredet at tale
Line Bolvig har altid været kreativ, men i mange år måtte det kreative vige for karriere og familielivets forpligtelser. Da børnene flyttede hjemmefra, var der pludseligt rum for at vende tilbage til lærredet, eller som hun selv formulerer det, at vende hjem. Med en fire dags arbejdsuge kan Line bruge ugens øvrige tre dage foran lærredet, og det skaber en fin balance i arbejdslivet.
– Jeg er født i en kreativ sjæl, og mens jeg har haft karriere og børn, har jeg været kreativ indimellem. Men nu er det kommet snigende, lærredet talte til mig, og jeg har genoptaget maleriet, og jeg har virkelig fundet hjem i det.
På lærrederne udtrykker Line dét, hun har på hjerte. En følelse, en stemning, en naturoplevelse.
Alt det, det ikke er muligt at sætte ord på. Der er sjældent en klar tanke, når hun stiller sig ved det tomme lærred, for hænderne arbejder intuitivt for at genskabe et indtryk eller en følelse, eller også opstår der små figurer eller skikkelser i abstrakte værker.
– Jeg arbejder både med olie og akryl. Når jeg laver de store, abstrakte malerier, maler jeg med akryl og oftest direkte med hænderne, et værre svineri, men på den måde har jeg bedre føling og en forbindelse til lærredet.
Giv følelsen videre
De følelser og fortællinger, Line fremtryller, vil hun meget gerne give videre, og hun er for nyligt begyndt at udstille sine værker. Hun har blandt andet haft malerier udstillet på restaurant Nordisk her i Faaborg, ligesom hun har haft udstillinger på Kunsthuset Filosoffen i Odense.
– Det giver mig noget at give det videre. At min fortælling får en ny fortælling i et nyt hjem. På mine udstillinger får jeg mange snakke med folk, der betragter mine malerier. Jeg husker især en kvinde, der aldrig havde købt kunst før, men mit maleri mindede hende om hendes afdøde mand, og hun købte det. Det er interessant, at dét, jeg skaber, henvender sig til andres hjerter.
Når én fortælling forvandler sig til en ny, når maleriet får plads i et nyt hjem, skabes der en samhørighed med den nye ejer, og Line holder af, at hendes kunst medvirker til at skabe et personligt præg i andres hjem.
– Når andre ser noget i ét af mine værker, så er det ikke bare pynt på en væg. Når det hænger på en væg i et hjem, så er det ikke en del af mig mere, men så er det kommet ud og skaber nu sin egen historie. Når værket på den måde har fundet hjem, skabt en ny følelse i en ny person, så berører det virkeligt mit hjerte.
I malerierne kan man naturligvis finde spor af Lines livserfaringer, men oftest maler hun ud fra de følelser, der eksisterer i hende lige i nuet.
– Jeg maler dét, der fylder. Det kan blive billeder, der udtrykker sårbarhed, tankemylder eller drømme. Lige nu arbejder jeg med en ældre dame som motiv, da jeg gør mig mange tanker om alderdommen. Når man føler sig ung i sindet, mens man bliver ældre af udseende. Kan man fortsat være rebelsk som ældre og fortsætte med at gå sine egne vegne. Her kommer der også lidt humor med ind i værket.
Den ældre dame på motivet bærer et væld af perlehalskæder og -armbånd, mens hun med store diamantbelagte solbriller og en nonchalant holdning blæser en gigantisk, lyserød tyggegummibobbel med sin rødmalede mund.
Det står i skærende kontrast med et andet værk, som betyder noget særligt for Line, nemlig et luftigt, stregtegnet billede af en kvinde, der gemmer sit ansigt, og hvor Line i processen overførte en følelse af sårbar til lærredet. For hende viser dette billede, at det er ok at være sårbar til tider, og hun håber, at det kan gøre andre glade at vide netop dét.
Inspireret af naturen
Der opstår noget forskelligt fra dag til dag, når Line stiller sig foran lærredet. Lærredet fungerer som en fortrolig. Én, der kan modtage og rumme de mange forskellige følelser, der opstår i os mennesker.
Det er følelsen i nuet. Dét, som jeg her og nu skal ud med. Noget, jeg ikke kan sige med ord. Så formulerer jeg mig gennem lærredet. Så ser jeg på det igen. Ser det på ny og kan måske blive ramt af følelsen, men nu er det ligesom kommet ud. Uden ord lander det i sin form, og jeg føler mig lettet. Så har jeg rystet det af mig, og jeg kommer videre, mere fyldt med energi.
Line finder ofte inspiration på sine daglige hundelufter-ture i lokalområdet, og værker opstår. Et brobillede fra Faaborg Fjord, en flok måger siddende på stolper med et tåget hav som baggrundstæppe, eller en smuk vandgran nede i Moseparken.
– Det kan være motivet, stemningen, en følelse. Lyset, der falder på et motiv. Roen. Larmen. Så går jeg hjem og arbejder videre med det, og så kommer det ud i min fortolkning.
Kunst som et afbræk fra larm
Det kan også hænde, at et motiv vækker helt nye følelser, end dem, der aktuelt fylder.
– Jeg gik en dag ved vandet, måske lidt modløs. Her så jeg en svane, der strakte vingerne ud og lettede. Jeg fik sådan en følelse af, ‘så kan jeg også’. En følelse af power og drive. Jeg gik hjem og malede den svane med de udstrakte vinger, og det gav mig energi.
Det er endnu en ting ved kunsten, som Line værdsætter, nemlig dens evner til at komme sorte tanker til livs. Eller i hvert fald sætte dem på pause.
– Verden larmer meget lige nu, og jeg tror på, at man har brug for ro i hjemmet. Kunsten, både i skaberprocessen og som færdigt værk på væggen, skaber et rum for at sætte tanker i gang om noget andet. For at gå ind i sig selv, væk fra nyhederne eller Facebook. Et rum, der giver ro til alle de tanker. Så kan man sidde og drikke sin kaffe og kigge på kunst, finde ro og drømme sig hen i en anden verden. Sin egen fortælling, hvor man gerne vil være. Når jeg selv maler, er jeg i nuet. Det giver et bræk i hverdagen, giver balance, så jeg kan navigere i en verden, der larmer.
Stærkt fællesskab i Faaborg
Line er tilflytter fra Odense, hvor hun oplevede, at kunstnere ofte holder sig for dem selv, men i Faaborg har hun fundet ind i gode, kreative fællesskaber.
– Det startede med sommerudstillingen i slagteribygningen, hvor der opstod et godt sammenhold med de andre udstillere. Jeg fandt også sammen med de to kvinder, jeg nu åbner galleri sammen med. Vores kunst taler ligesom til hinanden, og jeg er glad for samarbejdet, hvor vi inspirerer hinanden. Man kan være meget alene i sin kunst, så det er godt og givtigt at snakke med andre om sin kunst. Der er et godt sammenhold blandt kunstnere, som jeg ser som unikt for Faaborg.
De to kvinder er Nina Persson, der er billedkunstner, og Susanne Holst, der er keramiker, og sammen har de nu åbnet Trio Art Gallery, som Line betragter som et givende fælleskab i en passioneret profession. Du kan læse mere om Lines kunst og tanker på www.artbybolvig.dk eller finde hende på Facebook eller Instagram under samme navn. Det er også muligt at se udvalgte værker på det nyåbnede galleri, der ligger på Havnegade 19.










