Tekst og foto: Henrik Poulsen
Juleaften behøver ikke blive fejret alene. Det er tanken bag et nyt initiativ fra Helligåndskirken i Faaborg, hvor Anne Inez Jensen inviterer til “Annes Jul” i Det Nye Hospital den 24. december.
Anne Jensen er medlem af menighedsrådet og er for mange i Faaborg også kendt som tidligere daglig leder af Havnestuen. Her stod hun blandt andet bag en række populære julearrangementer, og nu tager hun erfaringerne med videre i et nyt tilbud.
Annes Jul er for alle, der har lyst til at fejre juleaften sammen med andre. Der bliver budt på julemad, julesange, gaver og hyggeligt samvær.
Arrangementet begynder klokken 16.30 efter gudstjenesten klokken 15.30 og fortsætter frem til klokken 22.
Kort sagt skal det være en juleaften med plads til fællesskab, varme og nærvær, lyder budskabet fra Helligåndskirken.
Det er gratis at deltage, men der er kun plads til 40 personer, og pladserne fordeles efter først til mølle-princippet.
Lokale virksomheder har samtidig mulighed for at bidrage til juleaftenen. Virksomheder, der ønsker at være med til at gøre aftenen lidt ekstra særlig, kan donere til kirken, som efterfølgende sørger for julegaver til deltagerne.
Tilmelding samt henvendelser om donationer sker til kirkekontoret på telefon 62 61 03 18.










