Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Henrik Poulsen / Privat
For tredje gang på under to måneder har Morten “Cykeltaxi” Hansen haft ubudne gæster. Lørdag aften blev der igen begået indbrud hos Faaborg cykeltaxi, men denne gang måtte tyven gå tomhændet derfra.
Efter de tidligere indbrud havde Morten Hansen nemlig taget sine forholdsregler. Kontanterne var blevet placeret i et nyt pengeskab på omkring 160 kilo, og det blev tilsyneladende en for stor mundfuld for gerningsmanden.
De der 150-160 kilo har givet godt ud, konstaterer Morten Hansen dagen efter indbruddet.
Ifølge Morten Hansen er tyven denne gang formentlig kommet ind ved at bryde en nøgleboks bag bygningen op og derefter bruge nøglen til hoveddøren.
Herfra er gerningsmanden fortsat videre og har brudt døren ind til kontoret op.
– Han har åbenbart troet, at hoveddørsnøglen passede til kontordøren, og det gør den ikke, fortæller Morten Hansen.
Døren var i forvejen beskadiget efter det seneste indbrud og stod til at skulle udskiftes. Denne gang gav selve døren efter.
Heller ikke ved dette indbrud er lokalerne blevet gennemrodet i større omfang. Ifølge Morten Hansen tyder det på, at gerningsmanden endnu en gang har været målrettet på jagt efter kontanter. Men pengene lå denne gang godt beskyttet i det tunge pengeskab.
– Jeg var selvfølgelig irriteret igen, men jeg var da glad for, at han ikke kom af sted med nogen penge. Så jeg håber, at han nu fortryder, at han kom igen. Nu er der ikke noget at komme efter. Han skal til at knokle for sine penge, siger Morten Hansen.
Indbruddet blev opdaget, da en sensor blev revet ned. Det udløste en besked fra kameraudstyret, hvorefter Morten Hansen kontaktede politiet. Nu bliver overvågningen yderligere udbygget med kameraer, som kører konstant i blandt andet gangen og på kontoret.
Morten Hansen mistænker selv, at der kan være tale om samme gerningsmand som ved et tidligere indbrud. Politiet skal ifølge Morten Hansen blandt andet undersøge mulighederne for at se optagelser fra kommunale overvågningskameraer ved Tømmergården.
Trods det tredje indbrud på kort tid er humøret nogenlunde intakt.
– Denne gang vandt det 160 kilo tunge pengeskab, siger den populære vognmand med smil i stemmen.
Har du set noget mistænkeligt i området lørdag aften eller natten til søndag, opfordres du til at kontakte politiet.










