Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Outdoor Sydfyn

Silende regn satte onsdag en ekstra udfordring på programmet, da omkring 450 elever fra ni skoler deltog i OCR Skoledysten 2026 i Faaborg.

Elever fra 8. og 9. klasse blev sendt ud på en cirka 4,5 kilometer lang rute med omkring 24 forskellige forhindringer. Undervejs måtte deltagerne blandt andet en tur gennem både kanal og hav, og det våde vejr gjorde bestemt ikke opgaven lettere.

Skoledysten handlede dog ikke først og fremmest om at komme hurtigst i mål. Eleverne deltog i hold af fem, og samarbejde, fællesskab og evnen til at hjælpe hinanden gennem udfordringerne var i centrum.

OCR Skoledysten arrangeres af Faaborg-Midtfyn Kommune som en skoleudgave af Outdoor Sydfyn OCR.

Interessen for arrangementet er vokset markant. Sidste år deltog omkring 150 elever, mens deltagerantallet i år var tredoblet til cirka 450.

Trods regnen var der aktivitet på ruten og pladsen gennem hele formiddagen, inden dagen blev afsluttet med en kåring af det hold, der havde vist den bedste holdånd.

I dag prøver en række efterskoleelever kræfter med forhindringerne, og lørdag venter hele 700 deltagere på at kaste sig ud i den store udgave af løbet.