Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Jørn Ungstrup (Arkivfoto)

Søndag den 6. september inviterer FC Faaborg og DBU piger fra 5 til 9 år til et par sjove timer med fodbold, leg og fællesskab på Faaborg Stadion.

Fra klokken 10 til 12 bliver pigerne sendt på tur rundt i Pigerakettens fodboldunivers, hvor der venter masser af bevægelse, boldlege og sjove aktiviteter.

Arrangementet er for alle – både piger, der allerede spiller fodbold, og dem, der aldrig før har prøvet kræfter med sporten.

FC Faaborg håber med arrangementet at skabe flere aktiviteter og fællesskaber for piger i lokalområdet, hvor det vigtigste ikke er at være god til fodbold, men at have det sjovt og møde nye venner.

Det er gratis at deltage, og der kræves ingen tilmelding. Man skal blot møde op på Faaborg Stadion søndag den 6. september klokken 10 med tøj, man kan bevæge sig i, og en vandflaske.