Tekst og foto: Henrik Poulsen
Et halvt år efter at en bil pløjede gennem facaden hos Shell Faaborg på Assensvej, er sporene efter den dramatiske januardag nu for alvor ved at blive gjort til fortid.
I disse dage er håndværkerne rykket ind i butikken, hvor indehaver Inge von Essen og medarbejderne er i fuld gang med en større ombygning. Og det sker vel at mærke, mens butikken holder åbent.
Det betyder, at kunderne lige nu kan komme til at lede lidt længere end normalt efter både varer, kasse og personale.
– Der er ikke så meget, der ser ud, som det plejer, men det lykkes. Vi flytter rundt med alting, og så hjælpes vi ad. Hvis kunderne ser alt for forvirrede ud, forsøger vi at indfange dem allerede i døren og hjælpe dem på vej, siger Inge von Essen med et smil.
Baggrunden for byggerodet skal findes helt tilbage den 15. januar, hvor en bilist ved en fejl satte sin VW ID.4 i fremadgående gear i stedet for bakgear og kørte direkte gennem et af butikkens store facadevinduer.
Inge von Essen stod selv bag disken, da bilen ramte bygningen og skubbede disken omkring en halv meter ind i butikken. Ingen personer kom heldigvis til skade, men inventaret slap ikke lige så billigt.
Nu er tiden kommet til at få den ødelagte frontdisk erstattet.
– Langt om længe skal vi have vores nye disk. Manden, der kørte ind i butikken, tog jo den forreste disk med sig, så den er forsikringen inde over. Og så har vi selv valgt at ofre den bagerste disk også, fortæller hun.
Når man alligevel har håndværkerne i gang, kan man lige så godt gå hele vejen.
Derfor bliver det ikke kun den gamle disk, der bliver skiftet ud. Shell Faaborg får også nyt gulvinventar og et helt nyt kaffemodul.
– Det bliver nærmest en ny butik, siger Inge von Essen.
Forsikringen betaler den nye frontdisk, mens den øvrige opgradering kommer fra indehaverens egen lomme.
– Jeg investerer små 300.000 kroner, vil jeg tro, plus håndværkere. Så det er en fin opgradering, siger hun.
– Vi får ny og lækker Café-kaffe med et andet udvalg, end vi har haft hidtil. Der kommer blandt andet kaffesirup og forskellige muligheder, fortæller hun.
Og kaffe er ikke det eneste nye på menuen.
Omkring 1. september er planen nemlig, at duften af friskbagt pizza også skal brede sig på tankstationen.
– Så kaster vi nogle pizzaer i luften. Det er et nyt koncept, fortæller Inge von Essen.
Dermed kan hun og resten af medarbejderstaben snart også føje pizzabagere til cv’et.
– Vi kommer alle sammen til at bage pizzaer. Man kan komme ind og bestille en pizza, og i løbet af cirka fem minutter har man den, siger hun.
Inge von Essen håber, at det værste byggerod er overstået, når ugen er gået.
– Vi har nogle rigtig gode og fleksible håndværkere, og så hjælpes vi alle sammen ad. Så går det alt sammen, smiler hun.










