Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Jørgen Gundertofte
Mandag sidst på eftermiddagen var Indsatsleder Claus Nørsøller på vej til en mindre forurening i Vester Åby, da han på vejen spottede noget, der ikke så rigtig ud.
– Da jeg kørte mod Vester Åby, så jeg pludselig røg fra Eskemosegyden i Aastrup, og kunne godt se, at det ikke så helt godt ud. Så kaldte jeg vagtcentralen, og lige kort efter fik de så en anmeldelse ind om branden, fortæller Nørsøller overfor Det Rigtige Faaborg.
Han valgte således at udskyde den mindre forureningsopgave, og svingede bilen i retning mod branden, hvor han hurtigt kunne konstatere, at det var en ballepresser, der var gået ild i under høstarbejde.
– Folkene på marken havde allerede spændt traktoren fra, og fjernet de halmballer, der lå i vindretningen, så for os handlede det om at begrænse ilden på selve marken. Jeg vurderer, at der er afbrændt cirka 1,5 hektar mark i forbindelse med branden, siger indsatslederen.
Da der var kontrol over markbranden, så kom turen til ballepressen, der stadig ulmede på grund det sammenpressede halm, som var i presseren.
– Nu skal vi have pillet alt det ud, og det foregår manuelt, så mon ikke det tager en times tid endnu, så er vi færdige herude, slutter Claus Nørsøller.










