Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen
I modsætning til fotografiet, der fastfryser og foreviger et øjeblik, så arbejder Jens Peter Kaj Jensens hjerne ganske anderledes. Når han ser et optrin, en person, en situation, så arbejder hans hjerne helt automatisk med at udvide og udvikle, og det har vist sig at være en afgørende evne for hans virke som forfatter.
– Jeg har altid haft den forventning til mit liv, at jeg skulle skrive historier, og jeg har altid været optaget af at udfordre sprogets muligheder.
VEJEN TIL FORFATTERSKABET
Jens Peter Kaj Jensen har siden tolvårsalderen vidst, at han ville være forfatter. Alt andet i hans liv ser han som veje mod det litterære bestemmelsessted. Den unge dreng var stærkt inspireret af moderens højtlæsning, der rakte et niveau eller to højere end de mere gængse bøger for det præpubertære publikum.
– Da jeg var 10 år, læste min mor Øst for Paradis af John Steinbeck for min søster og mig, og vi blev udfordret godt. Historien optog mig meget og vakte en nysgerrighed, for flere af karaktererne havde personlighedstræk, som jeg ikke forstod, men som blev ved med at interessere mig.
Moderen læste også højt fra Ringenes Herre, og det var længe før, den blev filmatiseret, og den unge Jens var optaget af de spændende væsner og hele det fiktive univers.
Selv har han altid skrevet. I første omgang var det mest kortprosa og noveller, men som teenager blev han mere optaget af poesi og digte.
– Jeg var inspireret af bl.a. Søren Ulrik Thomsen, Bo Green Jensen, Michael Strunge og Pia Tafdrup – hele den generation der. Som 19-årig tog jeg på Krogerup Højskole, hvor der var et kursus i kreativ skrivning. Vi havde en god underviser, og så kom forfatteren Peter Seeberg på besøg som gæsteunderviser, og det var meget inspirerende at høre ham lave tekstanalyser.
Da studiet i filosofi begyndte i 1989, parkerede han digtningen og helligede de næste mange år til faglitteratur. Efter studiet underviste han en kort overgang i filosofi, men blev så ansat som forlagsredaktør på forlaget Klim, hvor han redigerede filosofisk og pædagogisk faglitteratur.
Men i en sommerferie kom han til at starte på en roman.
– Der opstod en scene i hovedet, som optog mig. Det udviklede sig derfra og trak flere spor ind, og det blev til et større manuskript.
Han sendte optimistisk manuskriptet ind til flere forlag, men fik afslag. I 2005 søgte han ind på forfatterskolen og blev optaget.
– Jeg gik på forfatterskolen i to år, og det var virkelig en revolution. Jeg havde ikke beskæftiget mig professionelt med skønlitteratur, så meget var helt nyt. Både teori og tekstanalyse. Vi gennemlyste sætninger ned til de mindste dele. Forfatteren Hans Otto Jørgensen, som var min lærer, var især et vigtigt bekendtskab, for han havde eksempelvis et skarpt blik for, hvordan brugen af forholdsord styrer læserens mulighed for at se det fiktive rum for sig.
DEBUT SOM ROMANFORFATTER
I 2007 var manuskriptet omskrevet tilstrækkeligt til, at det kunne udgives, og det blev til Jens’ debutroman, Sofa.
– I skønlitteratur giver man meget af sig selv og viser sit blik på verden til fremmede. Det var nyt og spændende. Jeg kan godt lide at fortælle historier, men også se, hvor mange lag, der kan være i en sætning. At lege med ordene og deres placering.
Nogle forfattere har en idé om narrativet for deres fortælling, men for Jens forholder det sig anderledes. Her kan det være en scene, som sætter det hele i gang og driver historien fremad. Nogle gange har han blot en enkelt sætning som udgangspunkt.
– Jeg skrev på min roman Sofa i fire år og forsøgte mig med en plan for narrativet. Men jeg kunne ikke få personerne til at komme derhen, hvor jeg ville have dem, de bevægede sig hele tiden i en anden retning. Siden har jeg aldrig fulgt en fast plan eller vidst, hvordan mine fortællinger skulle ende, før jeg skrev dem.
Debutromanen blander selvoplevede oplevelser med et fiktivt univers. Forfatteren tager dermed noget fra sit eget liv og egne oplevelser, men placerer dem i den fiktive fortælling.
I Sofa er karakteren Niels Peter hovedperson. Han beskrives som en noget melankolsk og selvironisk antihelt, og Jens medgiver, at der uden tvivl er mange af Niels Peters karaktertræk, som kommer fra ham selv, og at denne form for skrivning måske har en medfølgende terapeutisk virkning.
– Jeg bruger ikke skrivning som terapi. Det er fortællingen og sproget, der er målet. Jeg bruger ofte begivenheder fra mit virkelige liv, men de bliver skrevet om, så de passer til historien, og det kan sagtens være, at det får en terapeutisk virkning at få bearbejdet og stillet spørgsmål til min egen tilværelse, selvom det ikke er formålet med at skrive.
Når Jens er i gang med et manuskript, arbejder hans hoved konstant med det. Det gælder også, når han er sammen med familie og venner, hvilket leder til et spørgsmål om, hvordan han mon ville være til stede i verden uden skriveriet.
– Jeg ville ikke være anderledes til stede. Den optagethed af situationer og scener går forud for skriveriet. Jeg ser en situation udspille sig, og så er fantasien i gang. Jeg laver variationer over dét, jeg ser: hvad nu hvis … Og skaber på den måde en ny situation. Jeg dekonstruerer og bygger op igen. Det ville jeg altid gøre, uanset om jeg skulle skrive. Det er en mani, som har vist sig at være produktiv i forhold til skriveriet. Jeg digter videre på virkeligheden, så det hele hænger sammen, men omvendt sammen, hvis det giver mening.
EN FILOSOFISK FORFATTER
Som uddannet fagfilosof og forfatter har Jens et indgående kendskab til, hvordan temaer kan angribes og behandles fra forskellige indfaldsvinkler.
– Litteraturen er sanselig, hvor filosofien er mere analytisk, men de grænser også op til hinanden. Et tema kan behandles både skønlitterært og filosofisk, fx angst, og der er skrevet om det i begge genrer, hvor temaet bliver behandlet forskelligt.
Angsttematikken har optaget mange filosoffer bl.a. Heidegger, Satre og Kirkegaard, forklarer Jens, mens han understreger, at han ikke bruger sine romaner for at fremstille sin egen filosofi.
Hvorvidt den akademiske baggrund i filosofi gør ham til en bedre forfatter, finder han svært at besvare, da det jo ikke rigtigt er muligt at vide, hvilken forfatter han ville være uden filosofien som baggrund.
– Der kan være temaer, jeg tager op og læser om fagfilosofisk, som så spiller ind på, hvordan jeg skriver en scene skønlitterært. Men der er også andre af mine interesser, der spiller ind, fx fodbold, som interesserer mig meget, og det fylder også i mine romaner. De ting, jeg beskæftiger mig med, smitter af. Filosofi er en af de dominerende ting, og jeg håber, det er noget, der gavner det skønlitterære.
Det er langt fra altid, at Jens bruger sit eget liv i fortællingerne.
– Det er ikke en nødvendighed for mig at skrive med udgangspunkt i personlige oplevelser. Jeg kan lide begge dele og har gjort begge dele. I min roman Celeste er protagonisten (hovedpersonen, red.) en opdigtet 19-årig jødisk, biseksuel kvinde fra begyndelsen af det tyvende århundrede, som deltog i den spanske borgerkrig. Her skulle jeg forsøge at sætte mig ind i den for mig meget fremmede situation, hun er i, og skrive hendes tanker og handlinger ud fra det. Men det er da en ressource at have sit eget liv at kigge på, når man skriver.
FREMTIDSPLANER I FAABORG
Efter mange år i udlandet, kom Jens til Faaborg i sensommeren 2025, direkte fra en periode i Malaga. Her lånte han et sommerhus i Millinge af en kammerat og besøgte af og til Faaborg.
– Jeg fik øje på byen, og hvad den har at byde på. Jeg elsker at komme på havnen, ved fjorden, i bakkerne. Naturen i Faaborg har det hele, og så er der et rigt kulturliv og gode restauranter. Jeg blev forelsket i byen, da jeg opdagede den.
Jens engagerer sig flere steder i byen, bl.a. i Faaborg Bordtennisklub og i pladecaféen Rus & Riller, hvor han for nyligt har deltaget i en forfatter-talk, som opstod i et kreativt netværk, han er med i.
– Jeg har startet Kunstnernetværk i Faaborg, hvor kunstnere fra alle kunstarter kan mødes til værkstedstræf og snakke om vores måde at arbejde på og betingelserne, vi arbejder under. Det er helt i sin opstartsfase.
Myten om det fattige forfatterliv har vist sig at passe godt på Jens, som ved siden af skriverierne arbejder som freelanceredaktør for at tjene til huslejen, mens der også er flere ting på vej fra hans side.
– Jeg arbejder på nogle noveller, der foregår på Sydfyn, eller … jeg tror, det er noveller, det kan også være, det er en roman. Arbejdstitlen er Svanninge Bakker. Jeg er også næsten færdig med at skrive en filosofibog om Karl Marx’ fremmedgørelsesteori.
Mens han som ung var optaget af at skrive digte, er han nu mest orienteret mod prosa, og han vil især skrive flere noveller og bøger i romanformatet, samt fagfilosofisk litteratur. Han afviser dog ikke helt, at der kommer mere poesi fra hans side.
– Det kan godt være, der bliver flere digte i fremtiden, men digtning kræver en anden form for ro i sindet. Jeg tror, at jeg skal være et andet sted mentalt for at skrive digte.
Romanen Ansigt uden skygger, der er fortsættelsen af debutromanen Sofa, kan købes lokalt hos Bog & Idé – Legekæden.
