Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Pressefoto
Otte år efter sin samlede sejr i PostNord Danmark Rundt er Wout van Aert igen klar til start, når den 35. udgave af Danmarks største etapeløb har Faaborg som målby på lørdag den 1. august.
Den belgiske Visma Lease a Bike-profil har gennem en årrække markeret sig som en af verdens mest komplette ryttere, og hans deltagelse er en markant styrkelse af årets felt, hedder det i en pressemeddelelse fra PostNord Danmark Rundt.
Van Aert har gennem sin karriere vundet etaper i Tour de France, klassikere og monumenter og har igen og igen bevist, at han kan levere på sportens allerstørste scene. At han vender tilbage til PostNord Danmark Rundt, understreger løbets stærke position blandt de internationale WorldTour-hold.
– Wout van Aert er en af de ryttere, alle elsker at se cykelløb med. Han kan vinde på næsten alle typer etaper, han angriber, underholder og skaber øjeblikke, som bliver husket. Derfor er vi både stolte og glade for, at han vender tilbage til PostNord Danmark Rundt. Det er en cadeau til løbet og vi glæder os til at byde ham velkommen igen, siger Sportslig Ansvarlig Jens Kasler.
Lørdag den 1. august bliver en stor cykelfest i Faaborg med aktiviteter, livemusik og underholdning hele dagen.
Uanset om du er til cykling eller ej, så kan du godt glæde dig.










