Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Jørn Ungstrup
Sagen om det lukkede Frølager på Faaborg Havn har taget en ny og dramatisk drejning.
Øhavsmuseets bestyrelse har nu besluttet at orientere både Kulturministeriet og Slots- og Kulturstyrelsen om situationen omkring museumsbygningen og de konsekvenser, sagen kan få for museets fortsatte drift.
Det fremgår af en pressemeddelelse, som Øhavsmuseet har udsendt fredag den 17. juli.
Det nye skridt kommer, efter at museets rådgivere ifølge pressemeddelelsen foreløbigt har vurderet, at Frølagerets statiske tilstand er så alvorlig, at bygningen ikke igen kan opnå en almindelig bygningsforsikring, uden at der gennemføres egentlige bygningsmæssige udbedringer.
Samtidig ophører den almindelige bygningsforsikring fredag den 17. juli. Herefter vil Frølageret ifølge museet alene være dækket af den lovpligtige brandforsikring.
Øhavsmuseets bestyrelse besluttede den 30. juni at lukke Frølageret for både publikum og medarbejdere, fordi museets rådgivere ikke kunne fastslå et tilstrækkeligt sikkerhedsniveau for bygningen.
Siden har museet ifølge pressemeddelelsen arbejdet sammen med rådgivere, forsikringsselskabet og Faaborg-Midtfyn Kommune for at finde et grundlag for at kunne genåbne bygningen.
På et møde den 13. juli fastslog kommunen ifølge Øhavsmuseet, at museets egne rådgivere skulle afklare, hvilke tiltag der var nødvendige, for at Frølageret igen kunne forsikres.
Den proces har nu ført til den foreløbige konklusion, at administrative eller driftsmæssige tiltag ikke er tilstrækkelige. Ifølge museet er vurderingen, at de statiske forhold skal udbedres, og at en løsning skal projekteres og godkendes af en certificeret statiker, inden den efterfølgende behandles af Faaborg-Midtfyn Kommune som byggemyndighed.
– Vi har fulgt den proces, kommunen har anvist. Rådgivernes foreløbige tilbagemelding viser imidlertid, at udfordringen ikke kan løses med vilkår eller procedurer. Der skal egentlige bygningsmæssige udbedringer til. Det ændrer situationen grundlæggende, siger Øhavsmuseets bestyrelsesformand, Jakob Holm, i pressemeddelelsen.
Sagen har samtidig allerede haft betydelige økonomiske konsekvenser for museet. Ifølge pressemeddelelsen har Øhavsmuseet brugt mere end én million kroner på tekniske undersøgelser, statiske analyser og ekstern rådgivning i arbejdet med at afklare Frølagerets tilstand.
Nu frygter bestyrelsen, at situationen kan få konsekvenser, der rækker længere end selve lukningen af udstillingsbygningen. Ifølge museet kan sagen få betydning for både driften, økonomien og museets muligheder for at opfylde de forpligtelser, der følger af museumsloven.
Det er den baggrund, der nu får Øhavsmuseet til at inddrage de statslige myndigheder i sagen.
– Det er afgørende, at ministeriet og styrelsen får kendskab til, at lukningen ikke skyldes et valg fra museets side. Bestyrelsen har handlet af hensyn til sikkerheden og på baggrund af de faglige vurderinger, vi har modtaget. Vi kan ganske enkelt ikke åbne bygningen igen, før den kan anvendes og forsikres på et forsvarligt grundlag, siger Jakob Holm i pressemeddelelsen.
De statiske problemer i Frølageret blev ifølge Øhavsmuseet opdaget i forbindelse med beregninger som led i projekteringen af museets planlagte udvidelse. Museet oplyser samtidig, at Faaborg-Midtfyn Kommune blev orienteret om udfordringerne allerede i efteråret 2025 og siden løbende er blevet holdt orienteret om udviklingen.
Frølageret har været anvendt som udstillingsbygning siden 2020, hvor Øhavsmuseet overtog bygningen som lejer efter en kommunal renovering. Ifølge pressemeddelelsen blev bygningen overdraget til museet den 30. december 2025.










