Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Pressefoto
Børn og familier får snart mulighed for at møde en af Danmarks mest populære børneprofiler, når Lakserytteren gæster Faaborg som en del af sin landsdækkende krea-tour.
Torsdag den 23. juli klokken 13-15 ruller tourbussen Flimmer på farten ind ved Bog & Idé – Legekæden på Østergade, som bliver tourens eneste stop på Fyn.
Her kan børnene deltage i en gratis kreativ workshop, hvor der skal tegnes og hygges med forskellige kreative aktiviteter. Samtidig bliver der mulighed for at møde Lakserytteren, få en autograf, tage en selfie og hilse på den populære YouTube-stjerne.
Ifølge arrangørerne var interessen stor, da Lakserytteren senest besøgte Faaborg, hvor mange stod i kø for at møde ham. Derfor forventes der også denne gang mange besøgende.
Arrangementet finder sted hos Bog & Idé – Legekæden, Østergade 36, torsdag den 23. juli fra klokken 13 til 15. Der er gratis adgang, og tilmelding er ikke nødvendig.










