Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Jørn Ungstrup (Arkivfoto)
Der bliver igen mulighed for at sejle til og fra Bjørnø fra onsdag, efter det er lykkedes at skaffe afløserfærgen Rødsand. Det oplyser Bjørnøfærgen på sin Facebookside.
Afløserfærgen sejler alle planlagte afgange onsdag, torsdag og fredag med første afgang fra Faaborg onsdag klokken 06.50.
Der er dog kun plads til maksimalt 12 passagerer pr. afgang, og færgen sejler kun efter den normale sejlplan. Øboere, pendlere og overnattende gæster bliver derfor prioriteret, mens dagsgæster opfordres til at udskyde deres besøg, indtil færgen Lillebjørn er tilbage i drift.
Hvis reparationen forløber som forventet, ventes Lillebjørn at genoptage den normale sejlads lørdag morgen.










