Tekst og foto: Henrik Poulsen

Den tidligere Faaborg Tennishal på Krogsbjergvej har fået nyt liv.

Erhvervsmanden Ole Billum har ombygget hallen, så en del af den i dag rummer en ny og topmoderne padelbane, mens den anden del er blevet udvidet til maskinhal med plads til hans efterhånden store maskinpark.

Den nye hal har fået navnet Faaborg Padelhal, og ifølge Ole Billum er forklaringen på projektet ganske enkel.

Han er selv blevet bidt af padel.

– Jeg spiller ikke så meget tennis mere, og så er jeg blevet helt bidt af at spille padel. Det gør jeg på Koh Samui i Thailand om vinteren, og jeg synes, det er et fantastisk spil. Det kan noget andet end tennis, og jeg er blevet grebet af det. Derfor fik jeg lyst til at prøve at have min egen bane, fortæller Ole Billum.

Padel er i de senere år vokset kraftigt i popularitet, og for Ole Billum har spillet været et naturligt skridt videre fra tennis. Han understreger dog, at padel ikke bare er en mindre strabadserende udgave af tennis.

– Vi spiller jo også meget double i tennis, så det er ikke, fordi padel nødvendigvis er mindre hårdt. Det er bare et helt andet spil, siger han.

Selv om banen er etableret i Ole Billums egen hal, er den ikke kun til privat brug. Tværtimod kan alle booke sig ind og spille i Faaborg Padelhal.

Bookingen foregår via nettet, hvor man kan reservere en tid på 90 minutter. Det koster 200 kroner pr. tid, og betalingen kan klares med kort eller MobilePay. Når man har booket, får man tilsendt en kode, så man kan komme ind og spille.

– Alle kan booke tid. Man skal bare logge ind på faaborgpadelhal.dk, så kan man booke. Man oplyser sin mail eller sit telefonnummer, og så får man en kode, når man booker, forklarer Ole Billum.

Det er også muligt at købe en fast spilletid for et halvt eller helt år ad gangen. Flere har allerede benyttet sig af den mulighed, og de faste brugere kan få både skilt og sponsortavle i hallen.

Selv om der kun er én bane i hallen, ser Ole Billum også muligheder for mindre arrangementer og sociale events. Store turneringer kræver typisk flere baner, men mindre padelarrangementer kan sagtens lade sig gøre.

– Turneringer er lidt komplicerede, når der kun er én bane. Der skal helst være tre baner, når man laver turneringer. Men jeg tænker da, at vi får lavet nogle gode små events, hvor man spiller 20 minutter ad gangen og sidder over indimellem. Det kan man godt, siger han.

Samtidig med etableringen af padelbanen har Ole Billum udnyttet resten af bygningen til at udvide sin maskinhal. Hvor der tidligere var mere plads til tennis, er der nu skabt bedre rammer for både padel og praktisk opbevaring.

– Der kommer kun én padelbane her. Til gengæld har jeg udvidet, så min maskinhal er blevet dobbelt så stor, og det var nødvendigt. Nu kan vi have det hele indenfor om vinteren. Så det er egentlig to gode ting, der er sket, siger Ole Billum.