Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Faaborg bliver igen i år startsted for Øhavet På Tværs, når små og mellemstore klassiske træbåde samles til afslappet kapsejlads og havnehygge i Det Sydfynske Øhav.
I dagene op til starten fredag den 3. juli vil bådene ankomme til Faaborgs kulturhavn, hvor der bliver tid til klargøring, samvær og mulighed for publikum til at opleve den sejlende kulturarv på nært hold, hedder det i en pressemeddelelse.
Selve sejladsen begynder efter morgenkaffe og skippermøde, når feltet sendes afsted fra Faaborg Fjord. Herfra går turen videre mod Ærøskøbing, inden bådene lørdag fortsætter til Svendborg.
Øhavet På Tværs blev afviklet første gang sidste år, og efter en succesfuld premiere gentages arrangementet nu efter samme koncept. Det handler ikke om et tæt pakket program, men om at skabe rammerne for, at træbådssejlere og publikum kan mødes omkring de gamle fartøjer i havnen og på vandet.
Bag arrangementet står Danmarks Museum for Lystsejlads i Svendborg og Dansk Forening for Ældre Lystfartøjer, De Fæle. Øhavet På Tværs er åbent for klassiske træskibe med gaffelrig eller sprydstag samt motorfartøjer af træ.
Bådene er delt i fire klasser, og over 30 fartøjer er allerede meldt til.










