Tekst og foto: Henrik Poulsen
Lukningen af Øhavsmuseets udstillingsbygning Frølageret på Faaborg Havn kom som en chokmelding – ikke kun for offentligheden, men også for museets egen bestyrelse.
Det fortæller Jakob Holm, der er formand for Øhavsmuseets bestyrelse, efter at museet med omgående virkning har lukket bygningen for både gæster og medarbejdere.
Beslutningen blev truffet på et ekstraordinært bestyrelsesmøde mandag den 29. juni, og tirsdag den 30. juni blev offentligheden orienteret om, at Frølageret ikke længere kan holdes åbent af hensyn til sikkerheden.
– Vi har valgt i bestyrelsen at lukke udstillingen på Frølageret af sikkerhedsmæssige årsager, siger Jakob Holm.
Baggrunden er statiske problemer i bygningen. De har været kendt i et stykke tid, men ifølge bestyrelsesformanden har museet arbejdet på, om forholdene kunne håndteres, så bygningen fortsat kunne være åben. Det ændrede sig, da Øhavsmuseet modtog nye oplysninger fra sit forsikringsselskab.
– Der er statiske problemer i bygningen, og det har vi vidst et stykke tid. Ifølge Jakob Holm drejer det sig blandt andet om sætningsskader, deformationer i spær og problemer med bygningens bærende konstruktion.
– Vi har arbejdet på, om det var noget, vi kunne gøre bedre, sådan at vi fortsat kunne have bygningen åben. Men i torsdags modtog vi en mail fra vores forsikringsselskab om, at de ikke længere kan forsikre bygningen ud over almindelig brandforsikring. Så det vil sige, at alle andre forsikringer siger de op, siger Jakob Holm.
Forsikringsselskabets melding kom på baggrund af en rapport og nye beregninger, der er lavet i forbindelse med Øhavsmuseets store planer om at udvide museet på havnen. I den proces er bygningens statik blevet genberegnet.
– Der er blevet lavet nogle nye beregninger, nogle genberegninger af statikken i bygningen, siger Jakob Holm.
Han understreger, at museet ikke selv kan konkludere, at bygningen er i akut fare for at styrte sammen. Men det ændrer ikke ved, at bestyrelsen ikke længere mener, at den kan stå på mål for at holde bygningen åben.
– Det ved vi ikke noget om, for at sige det rent ud. Men vi fik som sagt en mail fra vores forsikringsselskab, som gør, at vi ikke som ansvarlig bestyrelse kan have bygningen åben her i øjeblikket, siger han.
Lukningen rammer Øhavsmuseet på et særdeles kritisk tidspunkt. Sommerferien står for døren, højsæsonen er i gang, og museet har netop åbnet den store udstilling “Stedbundet” i Frølageret.
For Jakob Holm og resten af bestyrelsen har situationen været dramatisk.
– Det er et lige så stort chok, eller måske større, end du og andre har oplevet. Men mailen fra vores forsikringsselskab er så alvorlig og så konkret, at vi ikke kan tage ansvar for, at bygningen er åben for personale og gæster, siger han.
Hvad lukningen betyder på længere sigt, er endnu uvist. Ifølge Jakob Holm er det nu Faaborg-Midtfyn Kommune, der som bygningsmyndighed skal ind og vurdere bygningen og afgøre, om Frølageret fortsat kan bruges som udstillingssted med adgang for gæster og medarbejdere.
– Det er jo kommunen, der er bygningsmyndighed, og nu må vi bede dem om at vurdere på det, siger Jakob Holm.
Øhavsmuseet har samtidig store planer om en omfattende museumsudvidelse på Faaborg Havn. De planer er ifølge bestyrelsesformanden ikke opgivet, selv om den akutte lukning nu skaber usikkerhed om den nuværende bygning.
– Vi håber, at vi kan fortsætte med at åbne til den aftalte tid, siger han.
Helt konkret er næste skridt, at Øhavsmuseet beder Faaborg-Midtfyn Kommune om at gå ind i sagen.
– Vi beder simpelthen kommunen som bygningsansvarlig om at gå ind og vurdere bygningen, siger Jakob Holm.
Indtil der foreligger en klar vurdering fra kommunen, forbliver Frølageret lukket.
Lukningen gælder kun Øhavsmuseets udstillingsbygning på Faaborg Havn. Museets øvrige udstillingssteder, Kaleko Mølle og Arresten, holder fortsat åbent for publikum.










