Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Jørn Ungstrup
Faaborg-Midtfyn Kommune strammer nu op på reglerne for varelevering til Faaborg bymidte og området omkring torvet.
Det sker efter indvielsen af det nye Faaborg Torv i maj, hvor bilkørslen ifølge kommunen langsomt er aftaget, men hvor især lastbiler fortsat skaber udfordringer.
I et informationsbrev til erhvervsdrivende i bymidten gør kommunen det klart, at det ikke længere er tilladt for lastbiler at køre ind på selve torvet. Varelevering kan fortsat ske langs torvet, men kun efter en bestemt kørselsretning.
Den vigtigste restriktion er, at varelevering fremover udelukkende må ske ensrettet via Østergade. Det betyder, at lastbiler skal køre ind ad Østergade og ud via Mellemgade. Indkørsel via både Mellemgade og Strandgade er forbudt.
Baggrunden er, at lastbiler ifølge kommunen fortsat kører ind fra flere retninger, parkerer og vender inde på torvet. Det har skabt farlige situationer, og kommunen oplyser, at der allerede er sket skader på bygninger, når lastbiler har vendt steder, hvor der ikke er plads. Der peges også på risikoen for påkørsel af både Ymerbrønden og personer på torvet.
Kommunen beder derfor alle, der får leveret varer i bymidten og langs gågaden, om at kontakte deres leverandører og gøre dem opmærksomme på de nye regler. Der kan på travle dage opstå kø ned ad Østergade, men kommunen beskriver det som et vilkår i en lille købstad som Faaborg. Samtidig er der langs Torvegade gjort plads til, at tre lastbiler kan holde samtidig i forbindelse med varelevering.
For butikker og adresser i Adelgade eller i nærheden af torvet gælder det, at leveringen kan ske med palleløfter.
Som et ekstra tiltag vil kommunen placere fysiske elementer på torvet, der skal forhindre lastbiler i at vende og parkere på selve torvet.
Derfor opfordrer kommunen de erhvervsdrivende til at give leverandørerne besked i god tid, så de ikke risikerer at sidde fast.










