Tekst og foto: Henrik Poulsen
Der bliver både 80’er-nostalgi, funkfest og Bruce Springsteen-stemning, når Bryggergården i Faaborg inviterer til sommerens gratis koncerter ved springvandet.
Første koncert finder sted lørdag den 11. juli, hvor Back to Back går på scenen klokken 14. Pladsen åbner allerede klokken 13, og publikum kan se frem til en eftermiddag med hits fra bandets store bagkatalog.
Morten Remar og Nis Bøgvad får selskab af guitarist Jens Runge, når de tager publikum med gennem fire årtiers musik og sange som “Jonathan”, “En Som Dig”, “Gløder Af Håb”, “Varm Chokolade” og “Tar’ Det Som Det Kommer”.
Sommerens anden gratiskoncert i Bryggergården holdes lørdag den 15. august, hvor der denne gang er lagt op til dobbeltkoncert.
Her får Bryggergården besøg af SheFunk og The Boss – Tribute to Springsteen.
SheFunk beskrives som Danmarks – måske Europas – eneste store female funkband, mens The Boss leverer fællessang, saxofon og energi med Bruce Springsteens store sangskat.
Begge koncertdage åbner pladsen klokken 13, og musikken begynder klokken 14.
Der bliver også mulighed for at spise i salen før koncerterne, og pladser kan bestilles hos janne@detrigtigefaaborg.dk.
Koncerterne præsenteres i samarbejde med en række lokale sponsorer: Rise Sparekasse, Billums Ejendomme, Depot Svendborg, Rema 1000 Faaborg, Volkswagen Service Faaborg, Nybolig Faaborg og DM Ejendomme Faaborg.










