Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Jørn Ungstrup

Den bare krop blev til kunst, da Faaborg Museum fredag aften inviterede indenfor til kulturnatsarrangementet “DET BAR’ KUNST!”.

Med pensler, farver og en god portion kunstnerisk mod forvandlede den professionelle bodypainter Patrick Leis to menneskekroppe til levende kunstværker midt i museets rum.

Foran publikum blev modellerne malet fra top til tå og langsomt forandret til levende planter med inspiration fra museets aktuelle særudstilling “Plantefeber – Verden i vindueskarmen”.

Mens Patrick Leis arbejdede sig frem med penslen, kunne gæsterne følge processen helt tæt på.

Aftenen bød også på aktiviteter for de yngste gæster, hvor den erfarne ansigtsmaler Ninna Marie Hundebøl tilbød gratis ansigts- og håndmaling, og også her var temaet hentet fra særudstillingen.