Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Jørn Ungstrup
Hvilke Faaborg-historier skal museet fortælle, når byen fylder 800 år?
I 2029 kan Faaborg fejre sit 800-års byjubilæum, og allerede nu er Øhavsmuseet gået i gang med forberedelserne til en stor jubilæumsudstilling.
Under Kulturnatten i morgen fredag den 12. juni inviterer museet faaborgenserne til at komme med deres egne bud på, hvilke historier der skal med.
Øhavsmuseet vil gerne have byens borgere med i processen og opfordrer derfor faaborgensere til at byde ind med idéer, minder og fortællinger.
Det sker første gang under Kulturnatten fredag den 12. juni, hvor besøgende på Øhavsmuseet fra klokken 19 til 21 kan komme med deres bud på, hvad jubilæumsudstillingen bør rumme.
Skal der fortælles om Faaborgs gamle købmandsslægter? Om havnen i år 1200? Om Geltingfærgen, diskoteket Kinopalæet eller barndommen i 1980’erne? Måske handler den vigtigste historie om et yndlingssted, en lokal strand, et gemmested, jordbærbede eller drømme for fremtidens by.
Alle idéer er velkomne, understreger museet.
Efter Kulturnatten udvælger Øhavsmuseet den idé, der inspirerer mest i det videre arbejde med jubilæumsudstillingen.
Ophavsmanden bag idéen bliver belønnet med en gave.
Samtidig har Øhavsmuseet fået vigtig støtte til arbejdet med den kommende udstilling. Fonden Danville har bevilget 100.000 kroner til indkøb af udstillingsmontrer, som hovedsageligt skal bruges i forbindelse med byjubilæumsudstillingen.










