Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Pressefoto
Hvis sommeren skal byde på kold rosévin, friskfangede skaldyr og musik med udsigt til Det Sydfynske Øhav, så er Hotel Faaborg Fjord klar med et nyt arrangement, der skal sætte ekstra kulør på uge 29.
Under navnet Faaborg29 forvandler hotellet fra den 11. til 18. juli – i uge 29 -dele af området ved hotellet til en stor sommerfest, hvor gæsterne hver dag kan nyde stemningen fra DJ’en, skaldyr og fri rosé med udsigt over vandet.
– Vi vil gerne skabe en sommeroplevelse, hvor folk kan mødes, slappe af og nyde noget af det bedste, sommeren har at byde på. Det skal være afslappet, eksklusivt og fyldt med god stemning, lyder det fra hotellet.
Hver dag mellem klokken 12 og 16 bliver der serveret luksuriøse skaldyrsfade med blandt andet rejer, krabber, blåmuslinger og kammuslinger, mens rosévinen fra Maison Saint Aix flyder efter behag.
For dem, der ønsker mere end blot en eftermiddag ved fjorden, bliver det også muligt at booke et særligt Faaborg29-ophold på hotellet. Her er adgang til arrangementet inkluderet i opholdet.
Gæsterne kan desuden tilkøbe ekstra luksus i form af blandt andet østers, hummer, caviar, champagne og eksklusive rosévine.
Arrangementet er ikke kun for hotellets overnattende gæster. Alle kan købe billet og deltage i sommerfesten, som hotellet håber kan blive et nyt samlingspunkt i sommerferien.
Billetter sælges via Ticketmaster, og der kan læses mere om arrangementet på Hotel Faaborg Fjords hjemmeside.
Med Faaborg29 satser hotellet på at skabe en ny sommertradition ved fjorden – og måske et af sommerens mest stemningsfulde mødesteder i Faaborg.










