Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Faaborg Sejlklub
Faaborg Sejlklub inviterer fredag den 5. juni til Åben Sejlklub, hvor alle er velkomne til at kigge forbi klubben og få et indblik i både aktiviteterne, fællesskabet og livet på vandet.
Arrangementet foregår fra klokken 14.00 til 17.00, og i løbet af eftermiddagen bliver der mulighed for at møde flere af klubbens afdelinger og prøve kræfter med forskellige aktiviteter på og ved fjorden.
Gæsterne kan blandt andet møde sejlerskolen, komme med på en sejltur på fjorden og høre mere om, hvordan man kan blive en del af klubbens ugentlige kapsejlads. Der bliver også mulighed for at møde klubbens 60+ fællesskab, der samles om ugentlige ture og formiddagskomsammener.
For bådejere er der også et særligt tilbud, hvor man kan få en erfaren kapsejler med ombord på sin egen båd og få gode råd og inspiration.
Samtidig er ungdomsafdelingen klar med aktiviteter under overskriften Sjovere Fredag. Her kan børn og unge prøve forskellige vandaktiviteter og sejladsformer, og på plakaten nævnes blandt andet hoppeborg på vandet, RIB-ture med tube, joller, leg og andre sjove udfordringer på havnen.
Alle er velkomne, lyder det fra klubben.










