Tekst og foto: Henrik Poulsen

Når sommeren for alvor rammer det sydfynske, får havnen i Fjellebroen igen liv i det lille ishus.

Den 27. juni åbner “Kajens Kugler” med nye forpagtere bag disken, og selv om isen fortsat får en central plads, bliver stedet fremover mere end en klassisk iskiosk.

Det er Frederik Husted og Magnus Rasmussen, der har overtaget forpagtningen af ishuset på havnen i Fjellebroen. De to kender Sydfyn indefra, selv om de begge oprindeligt kommer fra København.

Frederik Husted bor mellem Vester Aaby og Korinth, hvor han har boet i seks år, mens Magnus Rasmussen bor i Ulbølle, hvor han har haft base de seneste tre-fire år.

Begge kommer med erfaring og idéer fra mad- og caféverdenen.

Magnus Rasmussen driver i forvejen en café og et kafferisteri i København, mens Frederik Husted er tilknyttet virksomheden Plantepressen, der blandt andet arbejder med svampeture, vildmad og naturoplevelser.

– Vi har talt om nogle gange, at det kunne være sjovt at lave et eller andet sammen inden for restaurationsbranchen, fortæller Frederik Husted.

Muligheden opstod, da de så opslaget om, at der blev søgt nye forpagtere til iskiosken på havnen i Fjellebroen. De tog ned for at kigge på stedet, og her kunne de hurtigt se muligheder i den lille bygning ved vandet.

– Det har jo været en meget klassisk isbutik før, hvor der kun var plads til, at man kunne stå op som gæst derinde, og så var der meget plads til personalet. Vi tænkte, at vi kunne se nogle sjove muligheder i stedet, siger Frederik Husted.

Bygningen ejes af Frisko, som ifølge Frederik Husted har sat gang i en renovering af lokalerne. Blandt andet bliver der lavet nye gulve og skillevægge, efter at gulvene tidligere har været skadet af stormflod. Samtidig bliver hele stedet gentænkt og nyindrettet.

– Der bliver selvfølgelig en iskiosk ligesom før, men vi kombinerer det med en café, hvor man kan sidde indenfor og få lidt at spise og kaffe, fortæller Frederik Husted.

Planen er også at skabe en tættere forbindelse mellem caféen og havnen. Derfor kommer der flere vinduespartier og døre ud mod vandet.

– Der er ikke vinduer ud mod havnebassinet lige nu, så vi vil gerne have vandet helt “indenfor”, siger Frederik Husted.

Menukortet kommer fra starten til at være enkelt og overskueligt.
De to forpagtere driver begge virksomheder ved siden af, og derfor skal konceptet bygges op, så personalet kan levere det samme produkt og den samme kvalitet, uanset hvem der står i ishuset.

– Vi kommer til at starte lidt simpelt ud, og så bygger vi på løbende. Alle, der er dernede, skal kunne lave tingene til den samme standard og kvalitet, siger Frederik Husted.

Fra åbningen vil man ud over is og kaffe blandt andet kunne få pomfritter, fish and chips og toast på surdejsbrød.

På sigt er ambitionen også at bruge Fjellebroens Ishus som et lille samlingssted på havnen. Frederik Husted og Magnus Rasmussen håber at kunne arrangere aftener med særlige menuer og oplevelser, der passer til årstiden, vejret og begivenhederne.

– Det kan for eksempel være en fredagsdrink med gourmet-hotdog eller burger i solen, en aften med fodbold på programmet eller en bjergetape i Tour de France, hvor gæsterne kan samles om stemningen. Det kan være ting, der kan samle folket om en god oplevelse, siger Frederik Husted.

Åbningsdatoen er sat til 27. juni, og frem mod åbningen er Frederik Husted og Magnus Rasmussen i fuld gang med at få de sidste brikker på plads.