Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Valentin Rühl

Når Mette Tertz og Niels Skovlund Madsen fremover går på arbejde, begynder turen med en færge, et kig ud over Det Sydfynske Øhav og en fornemmelse, der allerede har sat sig i kroppen.

– Det er bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt man får skuldrene ned, når man sidder på færgen fra Faaborg. Der er en anden ro, selvom vi har travlt. Man kan ikke undgå at gå lidt ned i tempo, i hvert fald oppe i hovedet, og det er en meget rar følelse, fortæller Niels Skovlund Madsen.

Sammen med Mette Tertz er han ny forpagter af Avernakø Havnecafé, hvor parret nu skal prøve kræfter med ø-livet.

Til daglig driver de spisestedet 105 bar & køkken i Svendborg, men da muligheden på Avernakø dukkede op, begyndte tanken hurtigt at sætte sig fast.

– Det er jo ikke, fordi afstanden er så stor, men alligevel er det en helt anden verden at være på en ø og skulle drive en café. Mens vi taler sammen, sidder vi jo på terrassen herovre og kigger ud over havet, og solen skinner. Det er jo det liv, man kan leve, samtidig med at man arbejder herovre, siger Mette Tertz med et stort smil.

For parret handler det både om drømmen om en sommer på en sydfynsk ø og om en faglig udfordring.

– Vi vil gerne skabe en havnecafé, som man hører om. Et sted, der kan være en destination, hvor man tænker: Det er endnu en rigtig god grund til at tage til Avernakø. Man skal kunne komme over og få en god frokost, noget lækker aftensmad, nogle rigtig gode is og super god kaffe. Vi vil give fuld gas på kvaliteten, siger Mette Tertz.

Maden kommer i høj grad til at tage udgangspunkt i grill og sommerens enkle, gode råvarer.

– Vores mad kommer hovedsageligt til at dreje sig om at stå og grille udenfor. Vi har allerede rykket et intimt køkken ud på terrassen, hvor man kan se bøfferne være i gang. Og så prøver vi at få gode kontakter både her på øen og på de andre øer omkring os, så vi kan få fat i lokale råvarer, fortæller Mette Tertz.

Derfor bliver menukortet heller ikke låst fast i én form.

– Vi vil gerne lave et kort, der skifter ret meget. Det, man kan regne med, er frisk mad, lokale råvarer og størstedelen af det på grill. Det er essensen af sommermad. Essensen af at sidde på en strand og få mad. Og tænk, hvis vi også kunne hive nogle fisk op af vandet. Det ville være fantastisk, siger hun.

Sæsonen starter stille op i juni, hvor havnecaféen holder åbent fredag, lørdag og søndag. Fra skolernes sommerferie bliver der skruet op for både åbningstider og bemanding.

– Vi har fået at vide, at lige pludselig er det bare 24-7, og så vælter man rundt og har enormt travlt. Derfor kommer der også flere over og hjælper os, specielt i juli og i skolernes sommerferie. Der er vi et stort hold, blandt andet vores børn, og så håber vi, at vi kan følge med, siger Mette Tertz.

Fra sommerferien er planen, at Avernakø Havnecafé har åbent hver dag fra klokken 11 til 22. I juni kan der også dukke ekstra arrangementer op, hvis idéerne og vejret spiller med.