Tekst og foto: Henrik Poulsen

Den lokale købmand på Lyø får nu opbakning med livemusik, fællesskab og en aften i laden, når der lørdag den 20. juni inviteres til Musik i Laden på adressen Roestoftvej 5 på Lyø.

Bag arrangementet står Per Madsen, der selv bor på øen, og som de fleste på Lyø kender som Per Bus. Han har sammen med andre lokale kræfter sat arrangementet i gang for at støtte arbejdet med at bevare øens købmand.

– Vi har sat det her i søen for at skaffe penge til foreningen bag vores købmand, fortæller Per Madsen til Det Rigtige Faaborg.

Overskuddet fra aftenen går ubeskåret til Købmandsforeningen Lyø, der arbejder for at sikre den lokale butik og det samlingspunkt, den udgør på øen.

– Vi er meget glade for det nye købmandspar, vi har fået på øen, og derfor er det vigtigt, at vi sørger for, at der er penge til nyt inventar i butikken, og at ejendommen, som købmanden ligger i, kan blive renoveret løbende. Den slags kræver penge, så nu prøver vi med et musikarrangement med gode livebands på scenen, siger Per Madsen.

Aftenen begynder klokken 20.00, hvor bandet 10.000 Bees spiller frem til klokken 22.00. Derefter går Basement Band på scenen og spiller videre frem til klokken 01.00.

Datoen er heller ikke valgt tilfældigt. Arrangementet ligger, inden højsæsonpriserne for alvor slår igennem på færgen.

– Vi har lagt det den 20. juni, så alle fra fastlandet kan komme over til den billige færgepris, inden billetterne stiger til næsten det dobbelte i højsæson. Så hvis man planlægger at besøge øen, så er den 20. juni en god dag at gøre det på. Billetprisen er stadig lav, og vi sørger for god musik, siger Per Madsen.

Billetter til 150 kr. kan købes hos Per Madsen på telefon 30 67 11 61. Der er et begrænset antal billetter.

Og selv om Per Madsen gerne stiller op for øens købmand, stiller han ikke selv op foran kameraet til denne artikel.

– Nej, jeg er ikke sådan en, man tager billeder af. Kan du ikke bare vise et billede af købmanden?

Som sagt, så gjort.