Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Jørn Ungstrup
Der var både kunst, naturkræfter og en del blæst i luften, da kunstneren Jesper Kikkenborg i dag åbnede udstillingen Havets Spor ved Dyreborg Skov.
Udstillingen vises i forbindelse med Geopark-dagene og kan ses frem til den 17. maj mellem klokken 12 til 15, og her kan publikum opleve et kunstprojekt, hvor havet ikke bare er inspirationen. Det er også medskaber.
I alt tre værker er placeret i vandet ud for Dyreborg Skov, mens flere værker vises på land. Blandt dem er den første søhest, som havet har malet. Den hænger nu i et træ og blafrer i vinden som et synligt bevis på den proces, der ligger bag Jesper Kikkenborgs nye projekt.
Og netop vinden blev også en del af åbningsdagen. Udstillingen måtte kæmpe lidt med de kraftige pust, men måske passede det meget godt til en udstilling, hvor naturens egne kræfter spiller hovedrollen.
Jesper Kikkenborg er en af Faaborg-områdets kunstnere, der sjældent vælger den lige vej til lærredet. Han har tidligere fundet ro ved at sætte sig ned under havets overflade og male, men denne gang er idéen taget et skridt videre. Nu har han fået havet til at male for sig.
Processen begynder på havbunden. Her placerer Jesper Kikkenborg særlige lærreder på udvalgte steder, hvor de i dage og uger indgår i et langsomt samspil med omgivelserne. Tang, sten og skaller bliver ikke pynt, men en del af værket. Strøm, lys og bevægelse sætter spor, og langsomt opstår det udtryk, som senere hentes op og færdiggøres på land.
I området ved Dyreborg Skov er det blandt andet istidens sten og lokale materialer, der har været med til at præge værkerne. På den måde bliver udstillingen ikke kun et møde med kunsten, men også med det landskab og den geologi, som Geopark-dagene netop handler om.
Jesper Kikkenborgs baggrund som marinbiolog og erhvervsdykker spiller en vigtig rolle i projektet. Han kender havet indefra og arbejder i et felt, hvor kunst og naturvidenskab mødes. Havet er ikke en kulisse i hans værker. Det er en aktiv medspiller.
Hvert værk er samtidig knyttet til det sted, hvor det er blevet til. Det bærer en konkret GPS-position fra havbunden, og dermed bliver kunsten også et vidnesbyrd om en bestemt lokalitet og de kræfter, der har virket netop dér.
Se Jørn Ungstrups billeder fra udstillingen her.
