Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Presse
Lørdag den 30. maj inviterer Faaborg-Midtfyn Kommune til en stor og gratis oplevelsesdag i Pipstorn Skov, hvor både børn og voksne kan se frem til en god dag fyldt med aktiviteter, natur og fællesskab. Arrangementet finder sted i tidsrummet fra kl. 10 til 14 og byder på et væld af oplevelser for hele familien.
En særlig oplevelse starter allerede på vej til skoven. Her kan man nemlig hoppe ombord på veteranjernbanen og tage turen til Pipstorn – helt gratis. Der er afgange fra Banegårdspladsen i Faaborg kl. 9.15 og 10.15, mens turen hjem går fra Pipstorn kl. 13.15 og 14.15.
I Pipstorn-skoven venter en lang række aktiviteter. Dagen byder blandt andet på indvielse af den nye “Huleby”, hvor børn kan bygge deres egne huler, ligesom der er mulighed for at prøve kræfter med toprebsklatring og en stor kæmpegynge mellem træerne.
For de kreative og nysgerrige er der snitteværksted, ildværksted og krible-krable jagt, mens man også kan bage pandekager over bål og prøve RAKU-brænding eller lave frøbomber i ler.
Der er også oplevelser for dem, der vil lære mere om området. En geoparkguide står nemlig klar med naturtræning i skoven, og Øhavsmuseet inviterer på fortællinger om fortidsminderne under overskriften “De dødes rige”.
Derudover kan gæster møde hunde og hundeførere fra Faaborg Politihundeforening og opleve deres træning på tæt hold.
Arrangementet er gratis, og der er lagt op til en dag, hvor hele familien kan få en hyggelig dag sammen.











