Tekst og foto: Henrik Poulsen
Fredag formiddag sørgede frivillige fra Vores Faaborg & Egn for at placere nye lokaltproducerede blomsterkummer i byens gader.
Samtidig plantede de pelargonier og krydderurter i kummerne sammen med formand Charlotte Stiller.
Tanken er nu, at butikkerne selv skal hjælpe med at vande og passe krukkerne i hverdagen.
– Butikkerne må også meget gerne selv plante lidt ekstra i krukkerne, hvis de synes, de er lidt bare lige nu. Det hele skal jo nok vokse til, men det må gerne få et personligt præg undervejs, siger hun.
Samtidig er der også tænkt på byens borgere og besøgende. Krydderurterne i krukkerne er nemlig ikke kun til pynt – de må gerne bruges.
– Man er velkommen til at snuppe lidt purløg med hjem til æggemaden, timian til bøffen eller mynte til fyraftensdrinken fra en af de mange krukker, lyder det fra Charlotte Stiller.










