Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Arkivfoto
Der er lagt op til en dag fyldt med liv, handel og hyggeligt naboskab, når beboerne i Østerbrogadekvarteret i Faaborg inviterer til fælles loppemarked lørdag den 2. maj fra klokken 10 til 14.
Markedet strækker sig langs Østerbrogade, hvor både fortove, forhaver og grønne områder bliver taget i brug. Her kan besøgende gå på opdagelse blandt borde med alt fra genbrugsguld til loppefund, når kvarterets beboere endnu en gang rydder op og sælger ud.
Arrangementet har udviklet sig til en tilbagevendende tradition i området, hvor både lokale og gæster udefra kan kigge forbi og gøre en god handel.
Også Værtshuset Gåsen er med til at skabe liv på dagen. Her åbner man dørene til den hyggelige gård, hvor der bliver mulighed for at tage en pause fra loppejagten og nyde stemningen.
– Klokken 13 får vi besøg af trioen Sanne Synger, som kommer og spiller og skaber den perfekte stemning, lyder det fra værtshuset.
Samtidig bliver der tændt op i grillen, så sultne gæster kan få stillet appetitten med en pølse eller to.










