Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Henrik Poulsen / Privat
Solen står skarpt over Faaborg denne formiddag i marts. Termometeret siger 12 grader, og fuglenes ivrige kvidren vidner om, at de er mindst lige så begejstret for forårsvejret som os.
Klokken har netop passeret 11, og dermed er de første tre timer af parkeringsdøgnet allerede gået for mange af de biler, der holder i midtbyens parkeringsbåse.
Midt i det hele går Helmuth Jensen.
Neongul jakke, mørkeblå bukser og rolige skridt. En figur, de fleste i byen genkender – og som mange også har en holdning til.
Men hvem er mennesket bag uniformen, og hvad er vejen til jobbet som p-vagt?
Vi tager med på tur gennem Faaborgs gader for at blive klogere.
Kort efter at vi er spadseret ned af Torvegade stopper Helmuth Jensen ved en bil foran Profil Optik. Kigger. Observerer. Laver et langsomt dyk med overkroppen, der bringer blikket tilstrækkeligt tæt på bilens p-skive til at aflæse viserens markering.
– Det handler faktisk ikke om at skrive så mange afgifter som muligt, siger han og justerer jakken, mens han med et nik konstaterer, at alt er som det skal være.
– Det handler lige så meget om at vejlede folk. Jeg har rigtig mange gode snakke med de mennesker, jeg møder, siger han.
Helmuth Jensen er tidligere folkeskolelærer. Han blev uddannet i 1985, og havde siden mange år på Toftegårdsskolen, hvor han passede sin lærergerning, inden han i 2017 søgte jobbet som p-vagt i Faaborg-Midtfyn Kommune.
Han arbejder i dag omkring 12 timer om ugen.
– Det er ikke, fordi jeg skal gøre karriere i det her, siger han. Det er lige så meget for at have noget at stå op til og for at være i kontakt med mennesker. Det betyder faktisk rigtig meget for mig, det sociale i det.
Det sociale er også det, der holder ham i gang.
– Hvis jeg går en tre-fire timers vagt, så når jeg gerne op på omkring 10 kilometer. Så på en uge kan det sagtens blive over 30 kilometer, jeg går rundt i byen. Det er jo egentlig meget godt, griner han.
Der er noget næsten cirkulært i hans historie.
– Jeg plejer at sige, at det er de samme mennesker, jeg møder, som dengang jeg var gårdvagt i skolegården, siger han med et skævt smil. Dem, der var nogle rødder i frikvarteret… ja, de kan godt være det samme i trafikken. Han siger det uden bitterhed. Mere som en konstatering. For det er netop det pædagogiske, der fylder.
– Meget af det her arbejde handler om at tale med folk. På en ordentlig måde. Forklare, hvorfor noget ikke duer.
Han stopper op igen. Kigger på en bil. Går videre. Ingen afgift denne gang.
På en tre-fire timers vagt går han op mod 10 kilometer. Det bliver til mange skridt i løbet af en uge.
– Jeg gør det jo også for at have noget at tage mig til, siger han. Det vigtigste for mig er faktisk kontakten med mennesker. Den kan jeg ikke undvære, og jeg kan også godt lide årstidernes skiften. Sådan en forårsdag som i dag er jo helt fantastisk.
Vi er nået til Mellemgade, hvor der er mere aktivitet.
Her er der 30 minutters parkering. Her går det ofte galt.
– Der er mange klassiske fejl, siger han og peger diskret. Især det med p-skiven. Enten glemmer folk den, eller også får de ikke lige tjekket, om den står korrekt. Og så kan det jo hurtigt gå galt. Mange glemmer p-skiven, siger han. Eller også får de ikke lige tjekket, om den står rigtigt. Folk tænker jo: “Jeg skal bare lige ind med nogle blomster til min mor.” Men der er jo en grund til, at skiltene står der, siger han.
Hvordan reagerer folk så, når de får en afgift?
Han trækker lidt på skuldrene. Der må være mange lavthængende skideballer i luften, når man som Helmuth er den selvlysende personificering på en p-afgift, som de fleste af os bander væk, når den sidder der under viskerbladet, som en rød klud for blodtrykket.
– Man får da nogle lidt voldsomme reaktioner indimellem, siger han. Men langt de fleste ved godt, at de har lavet en fejl.
Han stopper op et øjeblik.
– Jeg har faktisk ikke haft nogle rigtige ubehagelige oplevelser. Ikke noget, hvor jeg tænkte, at nu stopper jeg. Der har været episoder, han husker. En enkelt gang måtte politiet tilkaldes.
– Men så ændrer tonen sig som regel, når de står der i uniformen, siger han tørt.
Vi går en tur gennem Adelgade, og her kommer telefonen frem. Det er Helmuths vigtigste arbejdsredskab.
– Jeg tager billeder af alt. Det skal dokumenteres.
Telefonen bliver rettet mod en bil, der holder parkeret uden en p-skive i forruden.
– Så er reglen helt enkel. Jeg skal bare observere bilen i mindst fire minutter, inden jeg udskriver afgiften. Der er et lille ur på min telefon, der tæller ned, så jeg kan se, hvornår tiden er gået.
Jeg skal jo lige sikre mig, at der er tale om en parkering og ikke en standsning. Men lad os nu se, om der ikke når at komme en ejer af bilen forbi, siger han, mens han kigger sig omkring.
Alt imens kommer nedtællingen tættere og tættere på de fire minutter.
-Så der blev den grøn, siger Helmuth og viser mig telefonen, hvor en grøn bjælke blinker i øverste hjørne.
Fra en lille skuldertaske finder han den transportable printer frem.
– Når den er færdig, bliver den skrevet ud og lagt i forruden.
Herefter venter en regning på 510 kr. på bilens ejermand.
– Så er sagen lukket. Når jeg har lagt afgiften under vinduesviskeren, så er der ingen vej tilbage. Ingen undskyldninger, der bider på.
Og lige præcis dårlige undskyldninger er han en slags ekspert i.
– Dem har jeg hørt mange af, siger han.
Virker de?
Han smiler.
– Nej.
En kort pause.
– Det bedste råd er faktisk bare at sætte sig ind i bilen og køre, inden jeg får placeret afgiften på bilen. Lad være med at begynde at forklare dig. Bare ind bag rattet og kom væk, siger han med et glimt i øjet.
Vi går videre gennem byen, og samtalen rammer en af de fordomme, der er om p-vagter.
– Folk tror nogle gange, at vi er provisionslønnet, siger han. Det er vi ikke. Vi får en helt almindelig timeløn, og det handler faktisk ikke om pengene. Staten har jo bestemt, at kommunen ikke må tjene penge på parkeringsafgifter, så størstedelen af indtægterne går ikke til kommunen. Det handler faktisk mere om at skabe en bedre parkeringskultur.
Hvordan går det så med det?
– Ja… det går bedre, smiler han Helmuth har ikke nogen fast rute.
– Jeg går lidt på må og få, men jeg ved jo godt, hvor der typisk sker fejl.
Ved Superbrugsen i Mellemgade, der er den tit gal, det må du godt skriver, siger han og hilser af.
PARKERINGSLICENS I FAABORG MIDTBY
En parkeringslicens kan være en god måde at slippe for p-bøder på, hvis du arbejder eller bor i Faaborgs bymidte.
Hvem kan få den?
Beboere og erhvervsdrivende med folkeregisteradresse i Faaborg midtby.
Hvad giver den?
Mulighed for ubegrænset parkering på udvalgte offentlige p-pladser med tidsbegrænsning over 1 time. Pris: 1.000 kr. årligt. Gyldighed: Januar – 31. december.
Begrænsning:
Maks. én licens pr. husstand.
Hvor gælder den?
På dele af bl.a. Mellemgade, Østergade, Nørregade, Havnegade, Torvegade og flere centrale gader
Sådan får du den:
Ansøgning og dokumentation afleveres i Borgerservice Faaborg (Mellemgade 15).
Kilde: fmk.dk
