Tekst og foto: Henrik Poulsen
Onsdag rullede fem fabriksnye elbiler ind foran Faaborg Bil-Center, hvor direktør Anders Ørgaard Engelbreth for kort tid siden, sammen med kollegaerne, pillede transportfolien af de første modeller fra den sydkoreanske producent KGM.
– KGM er Koreas tredje største bilproducent. Vi kender alle sammen Hyundai og Kia, og efter dem kommer KGM, fortæller han.
Med aftalen bliver Faaborg Bil-Center forhandler og servicepartner for KGM på hele Sydfyn – fra Assens til Nyborg og videre til Langeland. Dermed bliver Faaborg et nyt omdrejningspunkt for det koreanske mærke i området.
For bilhuset er det samtidig et gensyn med koreansk bilteknologi. Tidligere var man Hyundai-forhandler i en årrække, og nu vender de asiatiske mærker altså tilbage til matriklen.
– De kontaktede os, og vi havde en god dialog. Det betyder også noget, at de ser potentiale i en forhandler som os i det område, vi ligger i. Derfor valgte vi at satse på det, siger Anders Ørgaard Engelbreth.
KGM går til det danske marked med et enkelt modelprogram. Til at begynde med er det to store elbiler, der skal trække interessen i Faaborg.
Den ene er pickup-modellen Musso, som skiller sig markant ud i elbil-landskabet.
– Det er en pickup på hvide plader med plads til fem personer og et lad. Og så må den trække 2.300 kilo på krogen, hvilket er rigtig meget for en elbil, siger direktøren.
Den anden model er den store SUV Torres – en rummelig familiebil med over 700 liters bagagerum og god plads på både for- og bagsæder.
– Vi kalder den lidt en Cadillac Escalade. Den er virkelig stor, og der er tænkt meget i komfort og plads, siger han.
Begge modeller er 100 procent elektriske og kommer med en garanti, der vækker opsigt.
– De har 10 år eller én million kilometer på batteriet. Det er der ingen andre, der matcher. Derudover er der syv års garanti på resten af bilen. Det er helt outstanding, siger Anders Ørgaard Engelbreth.
Hos Faaborg Bil-Center ser man ikke KGM som en konkurrent til de eksisterende mærker i huset, men snarere som et supplement.
– Vi har i forvejen Suzuki og Opel, som er stærke i deres kategorier. KGM tilfører noget andet – blandt andet pickup’en, som vi ikke har i forvejen, og en stor familiebil i en klasse, hvor der ikke er så mange alternativer, forklarer han.
Selvom bilerne netop er trillet af lastbilen, går der ikke længe, før de første kunder kan komme bag rattet.
– Vi starter op på fredag, hvor vi officielt åbner som forhandler. Så er vi klar med prøveture, og vi glæder os til at byde folk velkommen, slutter Anders Ørgaard Engelbreth.










