Tekst: Mette Marie Elmelund
Foto: Henrik Poulsen / Privat
Færgen Lillebjørn glider stille ud fra Faaborg Havn og sætter kurs mod Bjørnø på en klar solskinsdag i begyndelsen af foråret. Øen er ikke ny for Helge Nordholt. For mange år siden kom han selv sejlende hertil i kajak sammen med sin kone Tut og deres to drenge. Allerede dengang forelskede de sig i øen, og skæbnen ville, at der netop den dag var et hus til salg. Den over 100 år gamle bygning blev familiens sommerhus. Men efter halvandet år solgte de deres hus på Nordfyn og flyttede permanent til Bjørnø. Dengang arbejdede Helge Nordholt, tidligere medlem af Siriuspatruljen, som pilot på Als og pendlede til og fra arbejde til vands, til lands og i luften.
Da færgen lægger til ved Bjørnø, står Helge klar med et smil og tager imod os. Kort efter står vi foran hans hus, hvor en flot og velholdt have møder os. Sådan en have, hvor ikke ét græsstrå står forkert. Helge byder os indenfor i hjemmet, hvor vi slår os ned i den over 100 år gamle stue. Det er en særlig stue, der kun bliver brugt til jul og nytår, hvor parret tænder op i pejsen.
– Alt står urørt og som i gamle dage. Kun petroleumslamperne er af nyere dato, fortæller Helge Nordholt.
Det føles næsten som at træde ind i en tidslomme. Stuen er fyldt med minder fra et spændende liv. På en hylde ligger fire poter fra en isbjørn, og på gulvet ligger skindet fra en moskusokse. På bordet står en miniatureslæde, der minder om den, Helge brugte under sin tid i Siriuspatruljen.
– Jeg har skudt to og en halv isbjørn. Den halve er, fordi jeg skød den bagi, og min makker ramte den lige i hjertet, fortæller Helge Nordholt.
Værste oplevelse i Siriuspatruljen
Helge var i Siriuspatruljen fra 1970 til 1972. Før det var han uddannet elektriker og havde gjort tjeneste i militæret i Skagen som varslingsoperatør. Han havde ikke travlt med at vende tilbage til elektrikerarbejdet. En dag faldt han over en annonce, hvor Siriuspatruljen søgte nye folk. Kollegaerne i Skagen rystede på hovedet. “Du er tosset,” sagde de.
Alligevel støttede de ham, og efter nogle lange og krævende prøvelser blev Helge en af de seks nye mænd, der skulle afsted.
En episode fra tiden i Siriuspatruljen står stadig klart i hans erindring. På det tidspunkt sad Helge som telegrafist i Daneborg, hvor patruljen opholdt sig. To af hans kolleger var sendt ud for at hente et lig omkring 30-40 kilometer væk. Undervejs blev de fanget i en voldsom storm, der varede i 54 timer. De overlevede, men kun med nød og næppe. Begge fik alvorlige forfrysninger på hænder og fødder og måtte senere få fødderne amputeret, da de kom hjem til Danmark.
Det er en af de værste episoder i Siriuspatruljens historie. Man kunne tro, at sådan en oplevelse ville få nogen til at tage hjem, men ikke Helge. Tværtimod.
– Det tog jeg ikke så tungt, fortæller han.
Efter tiden i Siriuspatruljen begyndte et helt nyt kapitel i Helges liv. Denne gang i luften.
AMBULANCE I LUFTEN
Da Helge vendte hjem til Danmark igen, havde han en opsparing og en drøm: at blive pilot. Vejen ind i luftfarten begyndte med en uddannelse, hvor han tog sit første certifikat og fik lov til at flyve privatfly. Senere tog han det næste trin, som gav adgang til at arbejde som erhvervspilot. Det var også omkring den tid, han mødte Tut.
– Det blev til mange timer i luften mellem Thisted og Århus, da jeg jo kunne flyve hen til hende, fortæller Helge Nordholt med et smil.
Efter uddannelsen fik han arbejde hos Falck. På det tidspunkt stod Falck for en særlig type redningsflyvning, hvor patienter blev transporteret hurtigt rundt i landet. Ifølge Helge var Falck de eneste i Skandinavien, der udførte denne type flyvninger. Da Storebæltsbroen åbnede i 1998, ændrede behovet sig, og Falck stoppede med ambulance flyvningerne. Opgaven blev i stedet overtaget af et andet dansk selskab med base i Sønderborg. Her fortsatte Helge sin karriere i 16 år. Nu fløj han patienter over hele verden.
– Jeg plejer at sige, at jeg har været overalt i verden undtagen på Nordpolen og Sydpolen, fortæller Helge Nordholt.
Arbejdet bestod ofte i at hente patienter i udlandet eller flyve dem til hospitaler, hvor den rette behandling fandtes. Selvom Helge har fløjet i store dele af verden, har han ikke haft tid til at opleve stederne på egen hånd eftersom han skulle arbejde.
– Når min kone og jeg ser noget i fjernsynet fra et sted i verden, siger jeg altid: “Der har jeg været.” Men hun gider ikke høre om det længere, siger Helge med et smil.
TSUNAMIEN I THAILAND
Helge sad til julefrokost i december 2004, da nyheden kom. En voldsom tsunami havde ramt Thailand, og mennesker stod i kø for at komme væk.
– Jeg sagde til min kone, at vi lige så godt kunne begynde at køre ned gennem Jylland, for det var kun et spørgsmål om tid, før de ringede og sagde, at jeg skulle flyve til Thailand, siger Helge Nordholt.
Og det gjorde de. Allerede inden parret var nået hjem, ringede telefonen. Helge skulle flyve til Bangkok. Der var krisestemning, og fly fra hele verden valfartede mod området. Ifølge Helge blev luftfartsreglerne omkring Bangkok i perioden nærmest sat ud af kraft for at få hjælpen frem.
– Der var så mange fly i luften, at vi selv måtte koordinere indbyrdes over radioen, hvor vi fløj, så vi ikke ramte hinanden, siger Helge Nordholt.
Helge nåede at flyve 10-11 ture fra Thailand. Nogle gange med sårede patienter, andre gange med mennesker, der “blot” skulle evakueres. Som kaptajn gik han altid en runde om flyet inden afgang for at sikre sig, at alt var, som det skulle være. En dag stod der pludselig en kvinde foran flyet.
– Hun stod dér med sin kuffert og bad os tage hende med hjem. Det var en gåde, hvordan hun overhovedet var havnet på landingspladsen, fortæller Helge Nordholt.
Kvinden viste sig at være en norsk sygeplejerske, der havde arbejdet i Thailand døgnet rundt i fire dage. Hun var helt udmattet. Der var ingen ledige sæder i flyet, men besætningen besluttede alligevel at tage hende med.
– Så måtte hun sidde på toilettet under start og landing, fortæller Helge Nordholt.
“Ung dansk kvinde er ukontaktbar” Der er én flyvning, der stadig står helt klart i Helge Nordholts erindring.
– Vi fik en melding om, at en ung dansk kvinde skulle hentes hjem fra Australien, fortæller Helge Nordholt.
Kvinden var efter sigende hjernedød. Hun lå på et hospital i det østlige Australien, og turen derned tog flere dage med hviletid undervejs. Da Helge ankom til hospitalet, lå hun med åbne øjne. Slanger og udstyr var koblet til hendes krop, og personalet fortalte, at de ikke havde kunnet få kontakt til hende.
Helge bliver stille et øjeblik, mens han fortæller. Han tager fat i min hånd og trykker den let.
– Sådan gjorde jeg altid, når jeg skulle flyve nogen hjem. Jeg sagde “Hej Marie. Jeg hedder Helge, og jeg er kommet for at flyve dig hjem til Danmark,” siger Helge Nordholt.
Hospitalspersonalet havde ellers ikke kunnet få kontakt med hende, men i det øjeblik trillede en tåre ned ad hendes kind. Måske var det lyden af det danske sprog så langt hjemmefra. Måske var det lettelsen over, at nogen var kommet for at flyve hende hjem.
Helges øjne bliver blanke, mens han fortæller om dengang. Han ved ikke, hvad der efterfølgende skete med den unge kvinde, men han har tænkt på hende mange gange siden.
LIVET PÅ BJØRNØ
Sønnerne er for længst flyttet hjemmefra, og det er 16 år siden, Helge gik på pension. Der er stille på Bjørnø – en kontrast til det liv, han tidligere har levet. Det var ikke helt let for ham at vænne sig til roen. Helge kan ikke sidde stille, og derfor har han kastet sig over haven.
– Tut klarer huset, og jeg klarer haven. Det passer os godt, siger Helge Nordholt.
Når han ser tilbage på sine mange flyvninger, kan han ikke komme i tanke om et eneste tidspunkt, hvor det virkelig gik galt.
– Der har aldrig været noget slemt. Selvfølgelig lidt motorstop, men det regner jeg ikke for noget, siger Helge med et smil.
Selvom livet som pilot nu er slut, savner han det ikke. I stedet nyder han at sidde i sit hjem på Bjørnø og bladre i sine fotoalbum og mindes de mange oplevelser han har haft. Minder fra et liv, der har strakt sig fra Grønlands is til himlen over det meste af verden.
