Tekst: Henrik Poulsen
Foto: SJF Bank

Der var hverken en færdig plan eller økonomisk sikkerhed, da Melanie Birch i 2022 tog springet ud som selvstændig. Til gengæld var der et klart ønske om frihed og et arbejdsliv, der passede til familielivet.

– Da jeg fik børn, begyndte jeg at stille mig selv spørgsmålet: Hvordan vil jeg egentlig gerne arbejde?

I dag driver hun @Birch Grafisk fra Skaberværket i Faaborg, hvor hun hjælper små og mellemstore virksomheder med visuelle identiteter og grafiske opgaver. Men starten var præget af tvivl, fortæller hun ifølge en pressemeddelelse fra SJF Bank.

– Jeg var nervøs. Mest for økonomien. Jeg vidste jo ikke, om der ville komme opgaver nok, og om det nu var ansvarligt.

Alligevel valgte hun at tage chancen – et valg hun i dag ser som en grundlæggende del af iværksætterlivet.
– Jeg kunne mærke, at hvis jeg ikke prøvede, ville jeg blive ved med at tænke: Hvad nu hvis?

I begyndelsen arbejdede hun hjemmefra. Det gav fleksibilitet, men også en erkendelse af, at kunderne ikke kom af sig selv.
– Jeg fandt ret hurtigt ud af, at man ikke kan vente på, at kunderne dukker op af sig selv.
Hun begyndte derfor aktivt at opsøge kunder med kreative initiativer – blandt andet små æsker med hendes logo og tilbud, som hun personligt afleverede.
– Det var grænseoverskridende. Men det virkede. Og det gav mig mod på mere.

I dag har hun også et klart råd til andre, der overvejer at blive selvstændige:
– Man skal gøre noget. Ikke vente på det perfekte tidspunkt.

En vigtig del af hendes tilgang er ærlighed – både over for kunderne og sig selv. Hun arbejder bevidst med sine styrker og trækker på sit netværk, når opgaverne kalder på andre kompetencer.
– Man behøver ikke kunne det hele selv for at være dygtig.

Netop netværket er blevet en central del af hendes hverdag. Efter en periode alene på hjemmekontoret savnede hun sparring og fællesskab og fandt derfor vej til Skaberværket i Faaborg – et iværksætterhus, hvor selvstændige deler rammer og hverdag.

– Det kollegiale betyder enormt meget. Bare det at kunne vende en udfordring med nogen, der forstår det.

Her møder hun iværksættere fra andre brancher, hvilket giver nye perspektiver og en tydeligere adskillelse mellem arbejde og fritid.

Skaberværket er etableret som en forening og har fået støtte fra Fonden for SJF Bank til opstarten. Ifølge afdelingschef Jonas Dahl er netop den type initiativer vigtige for lokalsamfundet:
– Når man starter som iværksætter, kan de første skridt være både usikre og afgørende. Med Skaberværket har Faaborg fået et sted, hvor iværksættere kan starte op i professionelle rammer og samtidig blive en del af et fællesskab.

For Melanie Birch er det netop kombinationen af selvstændighed og fællesskab, der i dag får hverdagen til at hænge sammen.