Tekst og foto: Henrik Poulsen
Fredag eftermiddag blev årets udgave af den populære garnfestival åbnet med bobler, udstillinger og modeshow på et propfyldt og dampende hedt Øhavsmuseet.
De mange gæster kunne høre formanden for foreningen bag arrangementet, Lisbeth Torp Ernst byde velkommen til tre hektiske dage i Faaborg med gæster fra hele landet.
– Det er bare dejligt. Solen skinner, og de frivillige hjælper i stor grad. Jeg kan få lov til at være formand og så redde kastanjerne ud af ilden de steder, hvor der er brug for det, men ellers klarer folk det helt selv, siger Lisbeth Torp Ernst.
Festivalen afvikles i høj grad takket være frivillige kræfter, og netop fællesskabet er en af grundstenene i arrangementet. Det mærkes tydeligt i de fyldte lokaler, hvor både garvede strikkere og nysgerrige besøgende mødes.
På Øhavsmuseet præsenterede Ditte Larsen sit aktuelle arbejde med inspiration fra de klassiske Fiona-tapeter. Hun har omsat tapeternes mønstre og farver til nye strikke- og broderidesigns, som vises side om side med værker fra hendes nyeste bog “Fynbomalerne på pindene”.
Der blev også vist smagsprøver på arbejdet ved et modeshow i forbindelse med åbningen.
Ifølge Lisbeth Torp Ernst er der også nye tendenser at spore blandt deltagerne i år.
– Vores museumsinspektør Tissel bemærkede, at der faktisk er flere mænd med i år. Også her i dag kan vi tælle flere mænd end nogensinde. Det er dejligt at se, at det er et event, man tager til sammen – ikke kun med veninder eller familie, men også med sin partner, fortæller hun.
Selvom det er fjerde gang, festivalen løber af stablen, er spændingen stadig intakt hos arrangørerne.
– Jeg er ikke i tvivl om, at det kommer til at gå godt, men der er altid en spænding i at se, hvordan det hele forløber. Folk møder op med en enorm positiv energi, og det smitter, siger hun.
For formanden er det svært at pege på ét enkelt højdepunkt ved arrangementet.
– Det er hele weekenden. At stå midt i det og have været med fra starten og se, hvordan det hele går op i en højere enhed – det er det største, siger Lisbeth Torp Ernst.










