Tekst og foto: Henrik Poulsen

Vores Faaborg & Egn har ansat en ny bykoordinator, der skal være med til at samle og udvikle initiativer på tværs af byen og oplandet.

Valget er faldet på Mette Marie Elmelund, som fra den 1. maj 2026 tiltræder i en deltidsstilling og samtidig bliver foreningens ansigt udadtil. Hun får ansvar for en stor del af de opgaver, der i dag ligger hos bestyrelsen.

Ansættelsen sker efter et stort ansøgerfelt med 45 kandidater, hvor tre var til samtale. Ifølge forperson Charlotte Stiller er der tale om et stærkt match.

– Vi har som forening en bred opgaveportefølje, og i Mette Marie får vi dækket mange af vores behov – fra strategiske opgaver til kommunikation og samarbejde, lyder det.

Mette Marie Elmelund driver til daglig virksomheden Elmelund Connect og har en baggrund inden for digital marketing, kultur og formidling. Lokalt er hun også kendt som journalist på Det Rigtige Faaborgs månedsmagasin.

Selv ser hun frem til at blive en del af arbejdet.
– Faaborg er et sted med mange stærke initiativer og engagerede mennesker. Jeg glæder mig til at bidrage til at samle og synliggøre det endnu mere, siger hun.

Med ansættelsen forventer Vores Faaborg & Egn at styrke både aktiviteter og planlægning, mens bestyrelsen fortsat vil være aktiv i foreningens arbejde.