Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Privat
Efter flere år uden en fast pølsevogn i gadebilledet kan faaborgenserne godt begynde glæde sig.
Fra den 1. maj vender en ægte klassiker tilbage, når en permanent pølsevogn åbner ved SuperBrugsen Faaborg i Mellemgade.
Bag initiativet står Nanna og Jørgen, der selv bor i området, og som nu realiserer drømmen om at bringe den danske pølsevognstradition tilbage til byen.
– Historisk set er pølsevognen en del af den danske kulturarv. I 70’erne var der mere end 700 pølsevogne i Danmark – i dag er der kun omkring 100 tilbage. Men vores fornemmelse er, at udviklingen er ved at vende. Danskerne kan simpelthen ikke undvære pølsevognen, fortæller Nanna, der kalder sig selv Pølsemutter.
Pølsevognen i Faaborg bliver en klassisk én af slagsen med det velkendte udvalg, som kunderne forventer – dog med lidt ekstra på menuen. Samtidig er der tale om en ægte familieforretning, hvor Nanna står i vognen som Pølsemutter, mens Jørgen er Pølsemand.
Placeringen ved SuperBrugsen er langt fra tilfældig. Parret fik anvist stadepladsen af kommunen – og det viste sig hurtigt at være det helt rigtige sted.
– Vi har ovenikøbet fået at vide, at der tidligere har været pølsevogn på samme plads. Så det føles som det helt rigtige match, lyder det.
Samtidig bliver der også plads til den eksisterende fiskevogn, som fortsat vil være at finde på pladsen. Her er der ifølge parret etableret et godt samarbejde, så begge koncepter kan eksistere side om side.
Også lokalt er der opbakning til det nye initiativ. SuperBrugsen og butikkens slagter leverer råvarer til pølsevognen, hvilket sikrer en lokal forankring i både smag og samarbejde.
Pølsevognen åbner fredag den 1. maj klokken 11 med særlige åbningstilbud, og herefter vil åbningstiderne være mandag, onsdag, torsdag og fredag fra klokken 11 til 18 samt lørdag fra klokken 11 til 15. Tirsdag er der lukket for at give plads til fiskevognen, mens søndag også er en fridag.











