Tekst og foto: Henrik Poulsen
En flere hundrede år gammel tradition får nu nyt liv i Faaborg – og denne gang er det byens ældre borgere, der kommer i centrum.
Faaborg Købstads Vægterlaug, der kan spores helt tilbage til 1592, tager nu initiativ til at bringe byens historie ud på plejehjemmene. Det sker med et nyt tiltag, hvor vægterne rykker ud med foredrag og billeder fra det gamle Faaborg.
Ideen er opstået hos Kim Laue, der ønskede at give ældre borgere mulighed for igen at opleve byen – også selvom de ikke længere selv kan bevæge sig rundt i de brostensbelagte gader og stræder.
Mange ældre har gennem livet haft deres gang i byen og kender hvert et hjørne. Men for nogle har alderen sat en stopper for turene i byens gader. Nu får de mulighed for at opleve det hele igen – bare på en ny måde, lyder tanken bag initiativet.
Første arrangement finder sted den 29. april på Prices Have Center, hvor en af vægterne holder et fotoforedrag for beboerne. Her bliver der vist billeder fra Faaborgs gader, købmandsgårde og historiske bygninger, mens fortællingerne folder sig ud.
Som en særlig detalje vil beboerne også høre historien om en hidtil unavngiven gyde ved Holkegade, som i 2025 fik navnet Vægterstræde – en fortælling, der binder fortid og nutid sammen.
Arrangementet er tænkt som startskuddet på en række lignende besøg på plejehjem rundt i kommunen. Ifølge initiativtagerne er det første gang, at vægterlauget bringer historien direkte ud til denne målgruppe.










