Tekst og foto: Henrik Poulsen
Der er lagt op til både aktivitet og hyggeligt samvær, når Faaborg Tennis- og Padelklub lørdag den 25. april markerer starten på en ny sæson.
Arrangementet finder sted på Stadionvej, hvor klubben inviterer alle interesserede indenfor til Tennissportens Dag – uanset om man er erfaren spiller eller helt ny.
– Vi glæder os som køerne, der skal på græs! På lørdag begynder den nye tennis- og padelsæson med et brag, siger Flemming Helsted, der er næstformand i Faaborg Tennis- og Padelklub.
Dagen begynder klokken 10 med tale, flaghejsning og en klassisk klubtradition med kaffe og rundstykker. Herefter er der rig mulighed for selv at prøve kræfter med både tennis og padel.
– Alle er velkomne. Man kan komme og prøve spillet, og der vil være instruktører på banerne, som hjælper godt i gang, fortæller Flemming Helsted.
Omkring middagstid bliver der tændt op i grillen, hvor klubben byder på gratis pølser til de fremmødte.
– Det bliver dejligt at se alle vores tennisvenner igen efter en lang vinter, slutter Flemming Helsted.
Arrangementet løber fra klokken 10 til 13.










