Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Rasmus Lythcke og Mads Holdgaard

Der er lagt op til en stemningsfuld handelsdag i Falsled, når landsbyen på søndag den 26. april danner rammen om et nyt forårsmarked med klare referencer til de klassiske franske markeder.

Bag initiativet står Falsled Beboerforening i samarbejde med Falsled Kro, og ambitionen er at skabe en ny tradition, der – ligesom Jul i Falsled – kan samle både lokale og besøgende om fællesskab, handel og gode oplevelser.

– Her vil gæster kunne gå på opdagelse i alt fra unikke loppefund til håndplukkede skatte – blandt andet sælges der også ud af Falsled Kros gamle service, fortæller Rosa Bechmann fra kroen.

Omkring 30 boder er allerede klar til søndagens marked, hvor der bliver rig mulighed for at gå på opdagelse i et bredt udvalg af varer. Her vil man blandt andet kunne finde keramik, cremer, børnebøger, vin fra Falsled Vin og klassiske loppefund.

Markedet får samtidig en tydelig sydfynsk smag. Palleshavegaard kommer med friske grøntsager og serverer også pulled pork-sandwich, mens Kildegaarden byder på most – og der vil desuden være grillpølser, som kan købes med hjem.

Hos Falsled Kro bliver der både mulighed for at gøre et godt kup i kroens brocante-udvalg og få stillet sulten. Her kan gæster blandt andet købe brunsviger, bolle med ost samt kaffe og øl til 35 kroner.

Markedet finder sted fra klokken 12 til 17 og afholdes på parkeringspladsen ved Falsled Kro. Det betyder, at det ikke vil være muligt at parkere på pladsen denne dag.
I stedet henvises gæster til parkering bag kroen og andre steder i området.

Med det nye initiativ håber arrangørerne at skabe en tilbagevendende begivenhed, der kan vokse sig til en fast forårstradition i Falsled.